Selv om spørgsmålet om, hvad efterretningstjenesterne vidste om Iraks masseødelæggelsesvåben i et år har været det varmeste politiske emne i Storbritannien, tager britiske medier ikke meget notits af den igangværende danske debat. Hverken den danske støtte til krigen i Irak, den oprindelige lækage fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) major Frank Søholm Grevils beslutning om at stå offentligt frem eller nu regeringens offentliggørelse af de hidtil hemmeligstemplede efterretningsrapporter har fænget i britiske medier. Nyhed på BBC I BBC's internetudgave var nyheden om de offentliggjorte danske efterretningsrapporter dog en af tophistorierne i gårsdagens dækning af konflikten i Irak. Men til trods for, at de internationale telegrambureauer løbende registrerer udviklingen i den danske debat, har end ikke de mest Blairkritiske medier og politikere forsøgt at bruge de danske afsløringer til at lægge yderligere pres på den britiske regering. Den britiske regering brugte flere gange inden og under krigen Danmark som eksempel på, at krigen havde opbakning også i Europa. Bl.a. nævnte udenrigsminister Jack Straw under en parlamentsdebat tidligt i krigen sidste år Danmark som et af de lande, der bidrog med tropper. Premierminister Tony Blair har også flere gange i taler og debatter brugt Danmarks støtte til at vise, at Storbritannien langtfra står alene. Flere lækager i Storbritannien Der har det seneste år i Storbritannien været en række lækager fra både agenter i efterretningstjenesterne, embedsmænd i ministerier og tidligere ministre, der alle i større eller mindre grad har brudt deres tavshedspligt ved at indvie offentligheden i hemmelige oplysninger. Foreløbig har kun én sag været for retten, men anklagemyndigheden valgte at frafalde tiltalen. Den formelle forklaring var, at der ikke syntes at være bevismateriale mod den tidligere sprogekspert Katharine Gun, der lækkede hemmeligheder til en avis. Guns forsvarere mener, at det i virkeligheden var regeringen, der valgte at droppe sagen af frygt for, at retten ville have presset på for at få adgang til flere hemmeligstemplede dokumenter.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























