Marc Dutroux blev i dag ifølge BBC News endnu en gang udspurgt af den nu 20-årige Sabine Dardenne, der sad fanget i Dutroux' hus i 80 dage, i løbet af hvilke hun gentagne gange blev voldtaget af Dutroux. Senere på dagen vidnede også Sabine Dardennes medfange Laetitia Delhez. Prøvede at redde pigerne fra pædofilring Dardenne, der blev befriet af politiet sammen med den 14-årige Laetitia Delhez, efter at Dutroux havde ført politiet til fangekælderen, spurgte blandt andet Dutroux, hvorfor han ikke dengang overgav hende til den pædofilring, som Dutroux tidligere har forklaret, at han prøvede at redde pigerne fra. Til dette svarede Dutroux, at han ikke ville overgive hende til ringen, fordi hun så ville være blevet dræbt. »Når jeg er sammen med folk i et stykke tid, bliver jeg knyttet til dem«, forklarede Dutroux, der tidligere har forklaret, at han byggede det hemmelige rum i sin kælder for at skjule pigerne, så pædofiliringen ikke skulle finde dem. Indrømmer overgreb mod Sabine Dardenne Dutroux indrømmer ifølge BBC News, at han har forgrebet sig på Sabine Dardenne og sagde, at han tager ansvaret for dette, men han nægter at have haft planer om at dræbe hende. Sabine Dardenne spurgte også Dutroux eks-kone, Michelle Martin, der ligeledes er under anklage, hvordan hun som moder kunne tillade, at misbruget fandt sted. Til dette svarede Martin, at hun ikke forventede, at Sabine Dardenne kunne tilgive det utilgivelige. Vidneudsagn fra Sabines Dardennes medfange Sidst på dagen vidnede også Sabine Dardennes medfange Laetitia Delhez, der var 14 år, da hun i august 1996 blev bortført af Dutroux ved den lokale svømmehal i hendes hjemby Bertrix i Ardennerne. Laetitia nåede kun at blive holdt fanget i seks dage, før politiet befriede hende og Sabine Dardenne. Klage over ensomhed førte til bortførelse Ifølge BBC News forsøgte Dutroux at skyde skylden for Laetitia Delhez' bortførelse på Sabine Dardenne. Dutroux forklarede, at han bortførte Laetitia Delhez for at Dardenne ikke længere skulle klage over ensomhed, hvilket hun ifølge Dutroux havde gjort i mere end to måneder. Ved gårsdagens retsmøde brød Laetitias moder sammen og måtte køres på hospitalet. For at spare sin moder for smerten bad laetitia derfor i dag om, at hendes moder ikke var tilstede under retssagen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Morten Jarlbæk Pedersen




























