Lederen af det shiamuslimske oprør i Irak, den radikale præst Muqtada al-Sadr, har nedtonet sin hårde linje og erklæret sig betingelsesløst parat til at forhandle med USA. Indrømmelsen kom, efter at USA havde omringet den bydel i Najaf, hvor al-Sadrs kontor ligger, for at »fange eller dræbe« ham. Lederen af USA's generalstab, Richard Myers, gav i går den 30-årige præst hele skylden for den nuværende krise. Usikker våbenhvile En åben gadekrig i den hellige by Najaf kan optrappe konflikten. Men nu lyder det, som om det kan undgås. Både Iran samt de mere forsonlige shiapræster har lagt pres på al-Sadr for at hive ham til forhandlingsbordet, og onsdag bøjede han sig. I byen Fallujah hersker en usikker våbenhvile efter de seneste dages sammenstød, der ifølge lokale læger har kostet mindst 600 irakere livet. En korrespondent for tv-kanalen Al-Jazeera sagde, at USA brød våbenhvilen med både et luftangreb fra F-16-fly og et angreb med kampvogne. Det blev afvist af en talsmand for koalitionen. Samtidig fortsætter den gidselkrise, der har gjort situationen yderligere betændt. Japanske, amerikanske og italienske civile er fortsat fanget. Til gengæld blev en fransk journalist løsladt. Gidseltagerne fortsætter med at frigive folk, de opdager er fra lande uden for besættelsesmagten. Filippinernes præsident overvejer at trække sine ca. 100 soldater ud. Derimod gentog den italienske udenrigsminister, Franco Frattini, Italiens blanke afvisning af at trække sig eller at forhandle direkte med kidnappere. Han sagde, at de iranske forhandlere, der er kommet til landet for at løse krisen med Muqtada al-Sadr, også vil prøve at agere mellemmand til kidnapperne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























