Siden USA indledte angrebet på Fallujah først på ugen, har 450 irakere mistet livet, og 1.000 er blevet såret. Det oplyser Rafi Hayad, direktør for det største hospital i Fallujah, til nyhedsbureauet Reuters. Amerikanske marinesoldater indledte et storstilet angreb med luftstøtte mod Fallujah, efter at sunnimuslimske oprørere dræbte fire vesterlændinge, satte ild til deres lig og slæbte dem gennem byen under stor jubel. Fallujah ligger vest for Bagdad i et område, hvor støtten til tidligere diktator Saddam Hussein - der selv er sunnimuslim - fortsat er stor. Tegn på at våbenhvile brydes USA's administrator i Irak Paul Bremer har erklæret våbenhvile for at indlede forhandlinger om fred. Samtidig får nødhjælpsarbejdere adgang til Fallujah. Et medlem af Iraks Regeringsråd siger, at våbenhvilen vil vare 24 timer. Men både al-Jazeera og BBC rapporterer om fortsatte kampe. Øjenvidner beretter, at amerikanske styrker har smidt bomber over byen og såret adskillige. I Bagdad har koalitionen nedlagt udgangsforbud, men det forhindrede ikke oprørere i at affyre en mortergranat, der slog ned ved siden af hotel Sheraton i Bagdad og efterlod et stort krater i jorden. Eksplosionen kunne høres over store dele af Bagdad, men der rapporteres hverken om sårede eller kvæstede. Mange dræbte syd og vest for Bagdad Ifølge en ny opgørelse fra Pentagon har seks flere amerikanske soldater mistet livet. Samtidig er en brite, der arbejdede for koalitionen, blevet dræbt. Det betyder, at mindst 47 amerikanske soldater og andre koalitionstropper har mistet livet, siden oprøret brød ud søndag. Ni har mistet livet under et angreb på en amerikansk militærkolonne vest for Bagdad. Det er uklart, hvilken nationalitet de omkomne har. I den hellige by Kerbala syd for Bagdad er 15 irakere og seks iranske pilgrimme blevet dræbt under kampe med soldater fra koalitionen. Skud mod danske soldater Besættelsesmagten oplyser, at den har tilbageerobret Kut, som var en af i alt tre byer i det sydlige Irak, som shiamuslimske oprørere havde erobret. De har fortsat kontrol over Najaf og Kufa. 20 oprørere skød torsdag aften med håndvåben og raketdrevne granater mod en patrulje fra de danske styrker i det sydlige Irak. Soldaterne besvarede ilden, og ifølge Hærens Operative Kommando kom ingen til skade.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Nyhedsanalyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























