Flere soldater til Irak

Amerikanske soldater på patrulje ved Fallujah. - Foto: AP
Amerikanske soldater på patrulje ved Fallujah. - Foto: AP
Lyt til artiklen

USA har i øjeblikket omkring 135.000 soldater i Irak, 20.000 flere end normalt på grund af en igangværende udskiftning, og de militære chefer har sat de ekstra troppestyrker ind for at kontrollere oprørske sunni- og shiamuslimske militser, sagde den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld til journalister i Norfolk, Virginia. Rumsfeld understregede, at han og præsident George W. Bush regelmæssigt spørger generalerne i Irak, om de har brug for flere tropper, og at kommandanterne på stedet - herunder chefen for centralkommandoen, general John Abizaid - konstant tager situationen op til revision. »De beslutter, hvad de har brug for, og de vil få, hvad de har behov for«, sagde forsvarsministeren. Generaler ønsker klarhed Han reagerede på udtalelser mandag fra en »højtstående officer i den amerikanske centralkommando i Florida« om, at de militære chefer er i færd med at undersøge, hvilke yderligere styrker, der måtte være behov for. Generalerne mener, at de lige nu har soldater nok til at imødegå angrebene fra forskellige sider, herunder fra den unge religiøse leder Muqtada al-Sadrs shiamuslimske militser. Men de ønsker klarhed over, hvad de har til rådighed, hvis situationen forværres, sagde officeren, som betingede sig anonymitet. Præsident George Bush fastholder, at uanset den stigende vold vil amerikanerne overholde fristen 30. juni for overdragelse af magten fra koalitionen til irakisk selvstyre, samt at tropperne ikke forlader Irak, før missionen er fuldført. »Vi må køre løbet til ende, og vi vil køre løbet til ende«, sagde præsidenten på et valgmøde i South Carolina. »Budskabet til irakiske borgere er, at de ikke behøver at frygte, at Amerika vil dreje om og flygte. Hvis de tror, vi ikke mener det, når vi siger, at vi vil holde ud til det sidste, så vil mange tøve med at risikere noget for at opnå frihed og demokrati,« sagde Bush. Bush på nedtur Meningsmålingernes budskab til præsidenten var ikke så enkelt. Ifølge en landsdækkende måling fra Pew Research Center godkender kun fire af ti amerikanere Bushs Irak-politik. Det er det laveste nogen sinde og et dybt fald fra de 60 procent, som i midten af januar bifaldt præsidentens behandling af krisen. Også den generelle bedømmelse af præsidenten arbejde skrider. Ifølge den seneste måling bifalder kun 43 procent hans indsats mod 56 procent i midten af januar. Til gengæld kunne præsidenten glæde sig over, at han står til at besejre demokraternes John Kerry i Florida, som han kun efter indgreb fra højesterets konservative flertal sikrede sig i 2000. En Mason-Dixon måling giver sejr til Bush i den afgørende stat med 51 procent mod 43. Fredag i næste uge mødes George W. Bush med sin mest betydende allierede, Storbritanniens Tony Blair, i Washington. Det Hvide Hus gjorde meget ud af at understrege, at dette møde har været aftalt i ugevis og ikke er kommet i stand på grund af den forværrede situation i Irak.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her