Besættelsesmagten i Irak erkender for første gang, at irakiske oprørere kontrollerer mindst to byer i det krigshærgede land. Shiamuslimske militsfolk har kontrol med centrale bygninger i byerne Najaf og Kut syd for Bagdad, siger USA's øverste general i Irak, Ricardo Sanchez. Han siger ifølge Reuters, at koalitionsstyrkerne - deriblandt soldater fra Ukraine og Spanien - nu opholder sig på deres baser uden for byerne. Rumsfeld: Vi har kontrollen Sent onsdag aften sagde USA's forsvarsminister Donald Rumsfeld, at koalitionen fortsat havde fuld kontrol over Irak, og at oprørene var spredte og ustrukturerede. De ukrainske tropper trak sig ud af Kuts bymidte allerede onsdag efter kampe med militsen, som den radikale shiamuslimske præst Moqtada al-Sadr styrer. Oprøret raser nu i mindst 10 byer i Irak. Værst ser det ud i Fallujah, hvor støtten til den detroniserede diktator Saddam Hussein fortsat er stor. 300 dræbte i Fallujah Direktøren for det største hospital i den lukkede by siger, at mellem 280 og 300 irakere - primært sunnimuslimer - er blevet dræbt og mindst 400 såret under kampe i denne uge. Amerikanske soldater slog til mod byen, efter at fire amerikanske sikkerhedsvagter blev dræbt, brændt og slæbt gennem byen under stor irakisk jubel. I Kerbala er polske og bulgarske soldater i kamp med shiamuslimske militsfolk. Kampene begyndte i nat. Fire irakere er dræbt, og mindst 16 såret, oplyser en hospitalskilde. Muslimsk broderskab opfordrer til kamp Som reaktion på udviklingen i Irak har det muslimske broderskab i Egypten udsendt en erklæring og opfordret alle irakere til at gøre væbnet oprør mod den amerikanske besættelse. Broderskabet opfordrer arabiske regeringer til at give materiel, politisk, moralsk og økonomisk støtte til oprørerne i Irak. Broderskabet er ulovligt i Egypten, men er en af de mest indflydelsesrige islamiske grupper i Mellemøsten, skriver Reuters.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























