Indbyggerne i den irakiske by Falluja har onsdag vist, at de ikke har opgivet deres indædte modstand mod besættelsen: Fire vestlige forretningsfolk, der arbejder med genopbygningen af Irak, blev lynchet, da de kørte igennem byen. Fem amerikanske soldater dræbt Dermed blev onsdagen en af de hidtil blodigste i år for besættelsesstyrkerne og de civile, der arbejder for dem. Kort forinden var fem amerikanske soldater blevet dræbt af en bombe 20 kilometer længere mod nord. Lig mishandlet Men det var angrebet i Falluja 60 kilometer vest for Bagdad, der mest brutalt viste, hvor meget nogle irakere hader de vestlige soldater og deres allierede. For indbyggerne i Falluja var ikke tilfredse med at dræbe de fire civile, hvoraf tre ifølge Reuters var amerikanere. Deres brændte kroppe blev også mishandlet, mens indbyggerne jublede foran åbne tv-kameraer. 'USAs gravplads' APTN, der er tv-afdelingen af det amerikanske nyhedsbureau Associated Press (AP), viste således en mand, der tævede et forkullet lig med en metalstang. Andre billeder viste et lig, der blev slæbt efter en bil gennem byens hovedgade. To forkullede lig sås dingle fra en bro over floden Eufrat, der løber gennem Falluja. Under ligene stod en mand med et skilt, hvorpå der stod 'Falluja er amerikanernes gravplads'. En farlig by Ifølge øjenvidner blev de fire dræbt, da de i to biler kom kørende gennem Falluja. Der blev kastet håndgranater efter bilerne og skudt på dem, og de brød i brand. Hvem de fire var, er uklart. USA's militær oplyste, at de var fra et firma, der arbejdede på kontrakter fra USA's militær med genopbygningen af landet. Det stod ikke klart, hvad de lavede inde i Falluja, der er kendt som en af de farligste byer for udlændinge at bevæge sig ind i. En kvinde blandt de dræbte Ifølge øjenvidner, der udtalte sig til AP, var en af de fire en kvinde. »Det er den skæbne, der vil overgå alle amerikanere, der kommer til Falluja«, sagde Mohammad Nafik, der stod i mængden og så på mishandlingen af kroppene, til Reuters. Civile dræbt Angrebene kom, fem dage efter at Falluja var scene for voldsomme skudvekslinger mellem amerikanske soldater og irakiske guerillaer. Her døde mindst fem civile irakere. Kørte over bombe Områdets farlighed blev understreget af, at en bombe kort forinden dræbte fem amerikanske soldater i et landbrugsområde omtrent 20 kilometer nordvest for Falluja. Bomben sprang, da deres køretøj kørte forbi. Det var det blodigste enkeltangreb på amerikanske styrker i Irak siden 8. januar, hvor ni soldater døde, da en Black Hawk-kamphelikopter blev skudt ned lige uden for Falluja. Også irakere var mål for angreb onsdag. En selvmordsbombemand sårede 14 irakere, da han sprængte sig selv i luften foran en bilkonvoj i byen Baquba nordøst for Bagdad.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























