Skarpt fransk venstresving

En kæmpe lussing til Jaques Chiracs regeringsparti. - Foto: AP
En kæmpe lussing til Jaques Chiracs regeringsparti. - Foto: AP
Lyt til artiklen

»En kolossal ydmygelse. Intet mindre«. Dagens franske regional- og amtsrådsvalg endte med en kæmpemæssig lussing til den konservative franske regering. Vælgerne strømmede til urnerne, og venstrefløjen (Socialist- og Kommunistpartiet) har opnået 50 pct. af stemmerne, højrefløjen (regeringspartiet UMP og UDF) måtte nøjes med 37,5 pct., mens Front National kun fik 12,5 pct. Lyserød bølge Kommentatorerne var ikke sene til at udråbe valget som en »jordskredssejr«, ja sågar »en veritabel lyserød flodbølge«. Og der er ingen tvivl om, at vælgerne trodsede regeringens desperate forsøg på at overbevise dem om, at regional- og amtsrådsvalgene ikke skulle ses som et nationalt valg, og i stedet så deres første mulighed siden præsident- og parlamentsvalgene i 2002 til at straffe UMP-regeringen for dens upopulære økonomiske reformer af pensions- og uddannelsessystemet og for dens manglende evne til at tackle den stigende arbejdsløshed og de voldsomme sociale problemer. Valgdeltagelse i stigning Den kraftige ørefigen til premierminister Jean-Pierre Raffarins regering var så meget desto mere svidende, eftersom valgdeltagelsen var i markant stigning. Hele 65,5 pct. af vælgerne gik i boksen i forhold til første runde forrige søndag, hvor valgdeltagelsen var på 61,1 pct. Alligevel var regeringspartiet UMP ikke umiddelbart sådan at knække. Regering fortsætter »Betyder valgets resultat, at vi skal stoppe vores tilpasning af Frankrig til det omgivende samfund? Det tror jeg ikke. Men vi skal blive bedre til at lytte til befolkningens ønsker«, sagde formanden for UMP, Alain Juppé, i går til radiostationen FranceInfo. Premierminister Raffarin sagde til samme radiostation, at tiden ikke var inde til at standse reformerne. »Det, vi har opnået på to år, var jo ikke blevet gjort i løbet af de fem foregående (under socialisterne, red.), og jeg tror ikke, at franskmændene vil tilbage til fordums stilstand«, sagde Raffarin. Men måske skulle Raffarin lytte til sin partifælle Alain Juppé. For han ved, hvad han taler om. Juppé blev selv væltet som premierminister, efter at han i 1995 måtte opgive at gennemføre en række reformer og nedskæringer i pensionssystemet, omtrent samme type reformer som Raffarin gennemførte i fjor, og som bærer en stor del af skylden for, at regeringens popularitet er gået gennem gulvet. Før valget var der mange spekulationer om, hvorvidt Raffarin kunne blive siddende som premierminister efter et dårligt valg. Men med så ringe et resultat og så massivt et nederlag er det ikke usandsynligt, at præsident Jacques Chirac må se sig om efter en anden premierminister.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her