Helt op imod en halv million mennesker er på gaden i dag i Taiwan i protest mod resultatet af sidste lørdags valg. Taiwans valgkommission udråbte i går den siddende præsident Chen til vinder af valget. Oppositionen har krævet en omtælling af de knap 13 millioner afgivne stemmer, men den mulighed er forsvundet, fordi partierne i parlamentet ikke har kunnet finde et kompromis om en nødvendig ændring af valgloven. Største demonstration nogensinde Til morgen er pladsen foran præsident Chens hovedkvarter i Taipei oversvømmet af et gult hav af regnfrakker på demonstranterne, der trodser den silende regn for at give utilfredsheden til kende. Demonstrationen er den største i øens historie. Præsident Chen Shui-bian fik knap 30.000 flere stemmer ved valget end rivalerne i nationalistpartiet, anført af oppositionslederen Lien. 'Dødt demokrati' Lien har selv ved en mindre 'sørgedemonstration' under sloganet 'Demokratiet er afgået ved døden' erklæret, at han har oplysninger om 1.000 større og mindre uregelmæssiger i forbindelse med valget. »Folkemængden her har et krav om retfærdige valg. Det er grundstenen i et demokrati. Vores krav er meget enkelt: Vi vil have en omtælling nu. Jeg spørger præsident Chen: Hvad er du bange for?«, tordner Lien ifølge BBC. Lien tabte også til præsident Chen ved valget for fire år siden. Hver dag siden valget har der været demonstrationer i byerne i Taiwan, og i går stormede demonstranter valgkommissionens lokaler i hovedstaden og kom i klammeri med kampklædt politi. Internationale spændinger Valget har også ført til internationale spændinger. Kina, som anser Taiwan for at være kinesisk territorium, siger, at landet vil blande sig, hvis kaos for alvor bryder ud på øen. Taiwan har bedt Kina blande sig udenom, mens den amerikanske regering har bedt begge parter om at besinde sig. USA har samtidig understreget, at man opretholder de tætte bånd til præsident Chen i Taipei. Kina har repliceret, at USA begår en fejl ved at lykønske Chen med valgsejren. »Den amerikanske gestus er en indblanding i interne kinesiske anliggender«, siger en talsmand for det kinesiske udenrigsministerium ifølge det franske nyhedsbureau AFP. 'Bulletgate' Oppositionens vrede efter valget skyldes især, at man mener, at stemmer på nationalistpartiet i stort tal er blevet erklæret ugyldige. Der var 300.000 ugyldige stemmer ved valget. Og desuden har oppositionen beskyldt præsident Chen for at have iscenesat et attentatforsøg dagen inden valget. Præsident Chen og vicepræsident Lu blev lettere såret af skud mindre end 24 timer før valget. Oppositionen mener, at episoden - som bliver kaldt 'Bulletgate' - gav Chen de udslagsgivende sympatistemmer. Og nationalisterne har krævet en uafhængig undersøgelse af attentatforsøget. Regeringen appellerer til 'fornuft' Regeringen har udsendt en erklæring til lørdagens demonstrationstog om, at det skal foregå 'i ro og med fornuft'. Taipeis borgmester har sagt, at demonstrationen skal slutte kl. 18 lokal tid, og at demonstrationer efter dette tidspunkt vil blive ryddet af politiet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























