Politi sigter marokkanere for drab på 190 personer

Lyt til artiklen

De spanske myndigheder har sigtet tre marokkanere for at have dræbt 190 personer i terrorangrebet sidste uge og for at tilhøre en terrorgruppe. Marokkanerne afviser beskyldningerne. Marokkanerne - JZ, MC og MB - er også sigtet for drabsforsøg på 1.400 personer, for fire terroraktioner og for at have stjålet den varevogn, som politiet fandt efter eksplosionerne med tændsatser og koranbånd i bagagen. To arresterede indere er sigtet for at arbejde sammen med en terrorgruppe og for meddelagtighed i drabene. Det oplyser kilder i det spanske retssystem, skriver nyhedsbureauet Reuters. Fængsling forlænget Samtidig har spansk ret fastslået, at beviserne mod de fem er stærke nok til, at de fortsat skal holdes fængslet. De fem har været i forhør i syv timer. De har afvist at have udført terrorangrebet og har alle sagt, at de sov, da de ti togbomber eksploderede. De afviser desuden enhver tilknytning til yderligtgående muslimske grupper og terrornetværket al-Qaeda. De fem sigtede er de tre marokkanere og to indere, der blev anholdt to dage efter angrebet, der kostede 202 personer livet og sårede 1.500. Der er ikke givet en forklaring på, hvorfor marokkanerne er sigtet for drab på 190 og ikke 202 personer, men det kan hænge sammen med, at sigtelsen ikke er opdateret med de seneste drabstal, som siden sidste torsdag er steget fra omkring 180. I alt har spansk politi arresteret ti personer for terrorangrebet. Forbindelse til London Der tegner sig et billede af, at en eller flere af de fængslede marokkanere kan have kontakt til yderligtgående muslimer i andre europæiske lande. Den britiske avis The Independent citerer Storbritanniens politidirektør for, at der er en forbindelse mellem London og terrorangrebet i Madrid. »Vi mener, at der er en klar forbindelse mellem London, og hvad der skete i Madrid«, siger Sir John Stevens. Antiterrorpoliti og efterforskere fra MI5 undersøger i øjeblikket en mistanke om at yderligtgående muslimer i Storbritannien har givet støtte og penge til en af de hovedmistænkte for angrebet. JZ var i Storbritannien Antiterrorkilder siger til avisen, at den fængslede marokkaner JZ flere gange har været i Storbritannien. JZ's hjem blev ransaget i 2001, hvor politiet blandt andet fandt et videobånd med et interview med Osama bin Laden. Vidner så JZ i et de toge, der eksploderede torsdag morgen, hvilket fik politiet til at anholde ham. Kontakter i Skandinavien Svenske og norske aviser skriver om forbindelser mellem JZ og muslimer i Norge og Sverige. Politiken har beskrevet, hvordan den anholdte JZ ifølge anklageskriftet har kontakt til en spansk al-Qaeda celle, der har forbindelse til navngivne operatører i Danmark. Disse forbindelser er ikke blevet kommenteret af de enkelte landes efterretningstjenester, men Lars Findsen, chef for PET, har sagt, at han ser frem til et tættere samarbejde med især den spanske efterretningstjeneste.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her