Serbere opfordrer til national enhed

Lyt til artiklen

Både officielle talsmænd og de fleste indbyggere i Beograd frygter, at de serbiske enklaver i Kosova bliver evakueret. Politikerne forlanger, at serbisk militær og politi får lov til at forsvare deres truede landsmænd i Kosova. Dette krav bliver gentaget ved protestdemonstrationer i Beograd og andre serbiske byer. Chok og vrede Serbien er chokeret og ophidset over den seneste tragedie i Kosova. Tv og radio fortæller i timevis om truslerne mod serberne i Kosova, men fordømmer samtidig de »vandaler«, som politikerne kalder dem, der stak moskéerne i Beograd og Nis i brand. Også lederen af det store radikale nationalistparti, Tomislav Nikolic, understreger, at lederne af det muslimske trossamfund spiller en positiv rolle, og at partiet ikke har nogen konflikter med muslimerne i Serbien. Kritik af minister Medierne kritiserer den nye indenrigsminister, Dragan Jokic, for, at bevogtningen ved moskéen i Beograd var utilstrækkelig. Han sagde i tv, at politiet ikke var forberedt på, at der ville opstå uroligheder i den serbiske hovedstad. Kommentatorer i Beograd tror, at yderligtgående albanere har organiseret uroen i Kosova, og at målet ikke bare er at ramme serberne, men også Kosovas præsident Ibrahim Rugova og hans Demokratiske Liga. Der er valg i Kosova senere i år. Kritik af FN og NATO Politikerne i Serbien opfordrer til national enhed og siger, at alle partier må stå sammen. Intern strid vil kun gavne Serbiens fjender, siger de. Der rettes stærk kritik mod FN og NATO-styrkerne i Kosova, som har vist, at de ikke er i stand til at beskytte provinsens nationale mindretal. Det forlyder, at ikke bare serbere, men også sigøjnere har været udsat for overgreb. Antinationalistiske serbiske kommentatorer kritiserer ministerpræsident Vojislav Kostunica og lederen af Kosova-kontoret, Njebojsa Covic, for at optræde udiplomatisk og provokerende. Oppositionsleder udelukker militære aktioner De bør erkende, at serberne ikke står stærkt, især på grund af den manglende beskyttelse af moskéerne. Kravet om, at serbisk politi og militær i samarbejde med NATO's KFOR-soldater skal have lov til at forsvare deres truede landsmænd, virker urealistisk. Det samme gælder den nye regerings forslag om en deling af Kosova. Diplomater erklærer sig tilfredse med, at oppositionens Boris Tadic, ny formand for det Demokratiske Parti, stadig sidder på posten som forsvarsminister i forbundsregeringen. Han har gjort det helt klart, at den delvise mobilisering i Serbien udelukkende har til formål at styrke grænsebevogtningen, og at militære eventyr er udelukket. Nationalister styrket Mange frygter, at den seneste tragedie og agitationen i medierne vil styrke de serbiske nationalister. Der er præsidentvalg i Serbien til maj, og nationalistpartiets Nikolic står stærkt. Det er også uheldigt, at Kostunica leder en svag mindretalsregering, som støttes af tidligere præsident Slobodan Milosevic' socialister. Efter de seneste begivenheder mener mange, at Serbien har brug for en flertalsregering. Stemningen i Beograd er fortsat meget spændt, og ingen udelukker, at de mange planlagte demonstrationer kan føre til nye uroligheder.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her