For lidt over en uge siden sammenkaldte Israels premierminister, Ariel Sharon flere ministre og repræsentanter for forskellige jødiske immigrationsorganisationer for at diskutere, hvordan Israel inden for de næste få år kan lokke omkring én million jøder til Israel. Det skriver den israelske avis Haaretz. Laveste antal immigranter i 15 år Mødet kom ikke frem til noget klart resultat, men det blev besluttet, at man ville udarbejde planerne for den store indvandring inden næste møde i juni. Statistikkerne viser, at der i fjor kun flyttede 24.434 mennesker til Israel, hvilket er det laveste antal siden 1989. Og kun cirka 2650 jøder er indtil videre immigreret til Israel i år, hvilket er et fald på mere end 30 procent i forhold til sidste år. 70.000 jødiske indvandrere i 2010 Embedsmænd fra Det Jødiske Agentur fortalte ifølge Haaretz til mødet, at man allerhøjest kunne forhøje immigrationsantallet til cirka 70.000 i 2010. Efter Sovjetunionens opløsning valgte mange russiske jøder og jøder fra de tidligere Sovjetstater at flytte til Israel, men tal fra myndighederne viser ifølge Ritzau, at mindst 50.000 jøder er flyttet tilbage til Rusland. Årsagen er blandt andet, at mange tilflyttere er blevet meget skuffede over den høje arbejdsløshed og de utrygge forhold i Israel samtidig med, at der ofte er blevet set ned på de fattige tilflyttere. Jøderne ifærd med at komme i undertal Baggrunden for Ariel Sharons ønske om en million nye landsmænd er efter al sandsynlighed, at han har erkendt, at jøderne er i færd med at blive talmæssigt underlegne i området. Ifølge israelske prognoser vil der om ti år bo flere arabere end jøder i det tidligere Palæstina, altså det område, som i dag inkluderer Israel, Vestbredden og Gaza. Men også i selve den israelske befolkning er andelen af jøder ifølge Ritzau faldende. 1,7 millioner israelske borgere er i dag muslimer, og mens befolkningstilvæksten blandt Israels jøder i fjor var på 1,4 procent, var den blandt landets muslimer oppe på 3,4 procent.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























