Fælles forsvarsforpligtelse i EU, europæisk koordinator i kampen mod terrorisme, stramninger af rets- og politisamarbejde, øget udveksling af tophemmelige oplysninger - det hele kommer på bordet, når Europas stats- og regeringsledere i næste uge samles til topmøde. Oven på flere måneders generel politisk tøven i unionen ser det ud til, at terrorangrebene i Madrid chokstarter en ny styrkelse af det europæiske samarbejde. »Den Europæiske Union vil ikke lade sig skræmme væk fra sin søgen efter demokrati og retfærdighed af disse desperate handlinger«, sagde den siddende EU-formand, Irlands premierminister, Bertie Ahern, mandag aften. Pakke af antiterrorforslag Efter hektiske kontakter mellem de europæiske regeringer gennem både EU og NATO meddelte Ahern, at unionsformandskabet i hast vil fremlægge en pakke af nye antiterrorforslag på et krisemøde mellem EU's justits- og indenrigsministre på fredag. Ministrene skal bane vejen for beslutninger på topmødet i næste uge. Pakken vil blandt andet indeholde forslag om at udskille den del af udkastet til en EU-forfatning, der handler om forpligtelse til fælles forsvar i tilfælde af terror, så denne 'solidaritetsklausul' kan besluttes allerede i næste uge. Vil foreslå sikkerhedskoordinator Samtidig vil irerne foreslå en europæisk 'sikkerhedskoordinator', der skal »styrke samarbejdet mellem EU-institutioner og tredjelande, samt strømline aktiviteterne i kampen mod terrorisme«, lød det i en meddelelse fra formandskabet. Blandt flere andre initiativer vil irerne også foreslå at stramme medlemslandenes forpligtelse til at udveksle alle relevante efterretningsoplysninger, ligesom både politisamarbejdet, Europol, og samarbejdet med landenes strafferetslige myndigheder i Eurojust skal have yderligere beføjelser. Formandskabet ønsker også at styrke kampen mod finansiering af terrorisme yderligere med skrappere regler for indefrysning af mistænktes penge i europæiske banker, ligesom der hurtigt skal vedtages fælles retningslinjer for kampen mod terrorisme. Forslagene ville ingen chancer have haft for vedtagelse for bare en uge siden. Tværtimod har EU's udenrigs- og sikkerhedspolitiske chef, Javier Solana, kritiseret, at der mangler koordinering og vilje til at udveksle de nødvendige oplysninger. Det har også vist sig vanskeligt at få alle lande til at acceptere aftalen om en fælles europæisk arrestordre. Men nu da den internationale terrorisme for alvor har ramt EU selv, ser der pludselig ud til at være bred tilslutning til det irske formandskabs forslag, der mandag fik støtte fra både kommissionsformand Romano Prodi og en række europæiske regeringer. Både den franske udenrigsminister, Dominique de Villepin, og Tysklands indenrigsminister, Otto Schily, efterlyste nye initiativer, og i kommissionen blev der arbejdet hektisk på forslag sammen med formandskabet. Prodis støtte Romano Prodi udtalte samtidig sin uforbeholdne støtte til en rapport fra en europæisk ekspertgruppe, der opfordrer til langt større investering - 7,5 milliarder kroner om året - i teknologi og industri, som kan styrke sikkerheden i Europa. »Hverken menneskeligt, politisk eller økonomisk kan Europa holde til så tunge civile tab, som vi så i Madrid. Vi må i langt højere grad forberede os på terrorismens trussel«, sagde Prodi.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























