Spansk politi mener, at det har identificeret seks bombemænd, der udførte torsdagens terrorangreb i Madrid, der kostede 200 livet og sårede 1.500. De seks mistænkte er alle marokkanere. De fem er på fri fod, mens den sjette er manden JZ, der allerede er anholdt. Det skriver den spanske avis El Pais. To overlevende fra terrorangrebet har identificeret den anholdte, som de så kort før eksplosionerne. El Pais oplyser ikke identiteten på de fem øvrige mistænkte, men skriver, at de nu er eftersøgt. Dansk forbindelse til Madrid-terror Politiet mener ifølge avisen, at der også kan være statsborgere fra andre lande i den gruppe, der udførte attentaterne. Som Politiken skriver tirsdag, har den anholdte JZ ifølge det spanske anklageskrift i flere år haft tilknytning til en al-Qaeda celle med base i Spanien. Cellen har desuden i en periode på fem år haft tæt kontakt til navngivne operatører i Danmark, hvor den har forsøgt at hverve unge muslimer til hellig krig. Til Berlingske Tidende siger Lars Findsen, chef for Politiets Efterretningstjeneste om samarbejdet mellem efterretningstjenester i Europa, han opfatter, at tjenester i visse lande holder for mange informationer tilbage. Han ser især frem til at møde repræsentanter for den spanske efterretningstjeneste. Jordaner kan være hovedmanden bag angrebet Antiterrorkilder oplyser til El Pais, at den jordanske statsborger Abu Mussab al-Zarqawi kan være hjernen bag angrebene. Det er den samme mand, som de amerikanske myndigheder mistænker for at stå bag terrorangrebene mod Bagdad og den hellige by Kerbala, hvor flere end 200 shiamuslimer mistede livet for to uger siden. Politiet mener ifølge avisen, at det videobånd, hvor en uidentificeret mand med marokkansk accent tager skylden for angrebene i Madrid på vegne af al-Qaeda, er ægte. Spanien forklarer ETA-mistanke over for FN Mens flere og flere spor peger på, at al-Qaeda stod bag terrorangrebet i Madrid, så har den spanske regering forklaret sin indledende mistanke til baskiske terrorister over for FN's Sikkerhedsråd. Spaniens FN-ambassadør, Inocencio Arias, har i et brev til Sikkerhedsrådet skrevet, at regeringen handlede i god tro, da den gav ETA skylden for angrebet. »Siden da har regeringen, gennem den statslige sikkerhedstjenestes indsats, fundet nye elementer, der har ført til at vi har fulgt andre spor i efterforskningen, som tyder på at statsborgere fra andre lande var involveret i angrebene«, skriver Arias. FN vedtog kort efter angrebet en resolution, der gav ETA skylden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
ANALYSE
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























