Al-Qaeda-gruppe tilbyder Spanien våbenhvile

Lyt til artiklen

Den gruppe, som tog skylden for terrorangrebet i Madrid for en uge siden, siger nu, at den vil holde våbenhvile, hvis den spanske regering trækker sine tropper hjem fra Irak. Udtalelsen bliver bragt i det arabiske dagblad al-Hayat. Påtog sig skylden Gruppen Abu Hafs al-Masri Brigades, der siger, den har forbindelse til al-Qaeda, tog straks efter terrorangrebene i Madrid skylden i en e-mail sendt til en anden arabisk avis, som er baseret i London. Avisen har tidligere modtaget tilsvarende breve fra gruppen, som på vegne af al-Qaeda har taget skylden for bombeattentater i november imod synagoger i Istanbul og et attentat i august imod FN's hovedkvarter i Bagdad. Nu siger gruppen, at den vil holde inde med sine operationer i Spanien, ligesom den vil opfordre de europæiske grupper om at gøre det samme. Hvis vel at mærke spanierne trækker sig ud af Irak. Den nyvalgte, socialistiske regering annoncerede straks efter valgsejren, at den vil trække sine tropper tilbage fra Irak. En af grundene til den store valgsejr er, at en voksende del af den spanske befolkning er imod den tidligere spanske regerings samarbejde med den amerikanskledede koalition. Spanien under pres om at blive Flere europæiske regeringer har sammen med den amerikanske præsident George W. Bush frosøgt at overbevise spanierne om, at de skal blive i samarbejdet. Senest har den amerikanske, demokratiske præsidentkandidat John Kerry opfordret Spaniens kommende premierminister, Jose Luis Rodriguez Zapatero, til at tage sin beslutning om at trække de spanske styrker hjem fra Irak op til ny overvejelse. »Jeg opfordrer hr. Zapatero til at genoverveje sin beslutning«, sagde John Kerry under en tale på George Washington-universitetet i hovedstaden Washington. »At forlade Irak for hurtigt vil efterlade en sammenbrudt stat, som uundgåeligt vil blive et tilflugtssted for terrorister«, understregede John Kerry i talen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her