Aldrig for sent at få børn

Foto: Polfoto
Foto: Polfoto
Lyt til artiklen

En kvinde kan producere nye æg i det voksne liv. Sådan lyder konklusionen på et helt nyt stykke epokegørende forskning, som dermed gør op med en af de mest fasttømrede teorier inden for læren om den kvindelige forplantning. De amerikanske forskere opridser selv perspektivet af deres opdagelse: Mange kvinder, der af en række forskellige årsager ikke kan få børn, kan måske få dem alligevel. Og de vil kunne få dem langt senere end i dag. »For at forstå betydningen af denne opdagelse skal man gøre sig klart, at det i over 50 år har været et fast dogme i biologien, at en kvinde kun har en ganske bestemt portion æg i sine æggestokke, og at denne portion bliver mindre og mindre med årene. Hvilende kønsceller Til sidst, når kvinden når menopausen, er æggestokkene tomme for æg. Nu peger forskerne på, at dette simpelthen kan vise sig at være forkert. De siger, at kvinden tilsyneladende har 'hvilende' kønsceller, der kan give anledning til dannelse af helt nye æg selv meget sent i livet«, siger reproduktionsbiologen, seniorforsker Claus Yding Andersen, Rigshospitalet. Bag opdagelsen, der netop er præsenteret i verdens fineste videnskabelige tidsskrift, Nature, står forskere fra Massachusetts General Hospital og Harvard Medical School i USA. Deres undersøgelser er lavet på mus - men det svækker ikke betydningen, mener Claus Yding Andersen. »Når det drejer sig om de helt basale biologiske forhold, er processerne stort set de samme hos mus og mennesker. Så det vil undre meget, hvis det, forskerne har vist, ikke også skulle gælde for kvinder. Men selvfølgelig skal forskningen da efterprøves hos mennesker«, siger Claus Yding Andersen. Mænds produktion af sædceller varer livet ud, og derfor kan mænd blive fædre i meget høj alder. Hvis det bliver muligt for forskerne at stimulere kvinders evne til at producere og oplagre helt nye ægceller i æggestokkene - sådan som den nye forskning peger på, er muligt - vil kvinder kunne blive mødre i en meget sen alder. Men det kan næppe være et mål i sig selv, siger Claus Yding Andersen. Æggestokke kan nedfryses »Den nye viden vil betyde, at man eksempelvis kan nedfryse kræftramte kvinders æggestokke, så de undgår at blive ødelagt ved strålebehandling. Så vil man være sikker på at få levedygtige æg efter optøningen. Det kan også bruges til at hjælpe kvinder, der har risiko for et meget tidligt ophør af menstruation. Kan der produceres flere æg tidligere i livet, vil de derved kunne få børn på et tidspunkt, hvor det i dag ikke er muligt at blive gravid på naturlig vis«, siger Claus Yding Andersen. Allerede i 1921 blev det slået fast som en evig sandhed, at der »aldrig ville kunne dannes andre æg end dem, der blev grundlagt ved dannelsen af æggestokkene«. I 1951 blev denne biologiske læresætning af videnskaben ophøjet til et veritabelt dogme. Det kunne ganske enkelt ikke være anderledes. Men det kunne det altså alligevel.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her