Politi forfølger også al-Qaeda-spor

Den stjålne varevogn, som har fået mistanken vendt mod en al-Qaeda-gruppe. - Foto: AP
Den stjålne varevogn, som har fået mistanken vendt mod en al-Qaeda-gruppe. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Den spanske separatistbevægelse ETA blev straks efter terrorangrebet i Madrid, hvor 198 mennesker blev dræbt og mindst 1500 såret, udpeget som hovedmistænkt. Men flere spor fik i løbet af dagen politiet til at udbrede efterforskningen til også at omfatte terrornetværket al-Qaeda, efter at en al-Qaeda-relateret gruppe, som kalder sig Abu Hafs al-Masri Brigaderne, har påtaget sig skylden. Samtidig har politiet fundet syv tændsatser samt et bånd med koranvers indtalt på arabisk i en stjålen varevogn i en forstad til hovedstaden Madrid. Vognen blev fundet i byen Alcala de Henares, hvor tre af de fire terrorramte tog kørte fra. Det fjerde tog, der blev angrebet, kørte igennem byen. Arabisk gruppe tager skylden I et brev til den Londonbaserede avis Al-Quds Al-Arabi skriver gruppen, at den stod bag "Operation Dødstog" i Madrid. Samtidig tager gruppen skylden for en bombeeksplosion i den irakiske by Nassiriya i november, hvor 19 italienske soldater blev dræbt. Avisen har tidligere modtaget tilsvarende breve fra gruppen, som på vegne af al-Qaeda har taget skylden for bombeattentater i november imod synagoger i Istanbul og et attentat i august imod FN s hovedkvarter i Bagdad. Der er ingen sikre oplysninger, om brevet er ægte, men flere eksperter bemærker, at det er usædvanligt, at al-Qaeda i det hele taget tager skylden for et angreb. I Washington afviser en embedsmand, at gruppen taler på vegne af al-Qaeda. »De er tidligere kommet med falske påstande, og deres forbindelse til al-Qaeda er ikke klar«, siger embedsmanden på betingelse af anonymitet til det britiske nyhedsbureau Reuters. Minister: Alle muligheder åbne Den spanske indenrigsminister Acebes understreger, at de spanske myndigheder ikke har lagt sig fast på noget spor i efterforskningen. »Konklusionen fra i morges (torsdag morgen) - at der er meget, der peger på ETA - er stadig hovedsporet. Men jeg har understreget over for sikkerhedsstyrkerne, at man ikke skal udelukke nogen muligheder«, siger den spanske indenrigsminister ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters. Offentligheden har dømt ETA Også de spanske kommentatorer og folk på gaden var umiddelbart efter angrebene faste i overbevisningen om, at det er de baskiske separatister i ETA, der står bag terroren. Samtidig har en anonym kilde i det spanske antiterrorkorps sagt til det franske nyhedsbureau AFP, at den type sprængstof, der er brugt ved angrebet, er af en type, som ETA tidligere har brugt. Juleterror forpurret Mens ETA's aktioner ikke har krævet dødsofre siden 2002, har bevægelsen, der er på EU's terrorliste, været aktive i den senere tid. I sidste måned advarede bevægelsen i en erklæring udenlandske rejsearrangører om, at deres gæster risikerer at blive mål for bombeattentater i Spanien. 13 personer blev såret ved ETA-bombeangreb i byerne Alicante og Benidorm i sommeren sidste år, mens en eksplosion i byen Santander få dage senere kun gav materielle skader. Så sent som juleaften sidste år forhindrede spansk politi en massakre på Madrids hovedbanegård. To unge terrorister havde anbragt tidsindstillede bomber i et intercitytog spækket med julerejsende på vej mod hovedstaden. Men politiet afslørede det blodige forehavende formentlig takket være papirer og planer, der blev fundet hos en af ETA's topfolk. Og i forrige weekend blev to unge ETA-folk anholdt i hovedstaden med 500 kg sprængstoffer. Markant skærpelse Terroreksperter bemærker, at hvis det er ETA, der står bag angrebet, er der tale om en markant skærpelse i forhold til de metoder, ETA hidtil har benyttet sig i kampen for et selvstændigt Baskerland. Bl.a. hæfter eksperterne sig ved, at ETA plejer at udsende advarsler inden sine angreb, ligesom omfanget af dagens angreb er mange gange større end nogen tidligere ETA-aktion. »ETA har altid udført angreb, der var rettet mod bestemte personer, og hvis der var fare for den almindelige befolkning, advarede de om det«, siger Jürgen Storbeck, der er chef for det europæiske politisamarbejde, Europol. ETA afviser Det forbudte baskiske parti Batasuna, der er ETA's politiske gren, har fordømt torsdagens bombeangreb mod de fire tog i Madrid. »Baskerlandets separatistiske venstrefløj kan ikke forestille sig, at der er så meget som en hypotetisk mulighed for, at ETA kan være bag det, der er sket i Madrid i dag (torsdag). Hverken de ramte mål eller fremgangsmåden tyder på, at ETA stod bag«, sagde partileder Arnaldo Otegi torsdag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her