ETA: Det var ikke os

Madridforstaden Alcala, hvor bombemændene steg på togene i torsdags, blev særlig hårdt ramt ved attentaterne. - Foto: Jan Grarup
Madridforstaden Alcala, hvor bombemændene steg på togene i torsdags, blev særlig hårdt ramt ved attentaterne. - Foto: Jan Grarup
Lyt til artiklen

Den baskiske løsrivelsesbevægelse ETA afviser, at den stod bag terrorangrebet i Madrid. Men de spanske myndigheder holder fast i, at ETA bærer skylden for de 198 dræbte og 1.500 sårede. Den baskiske avis Gara oplyser, at den har modtaget et telefonopkald fra den militante baskiske gruppe, hvor den erklærer, at den ikke begik attentatet. Det officielle baskiske tv rapporterer samtidig, at ETA fralægger sig ansvaret for bomberne. Men iagttagere peger på, at ETA er splittet op og er mindre hierarkisk end tidligere. Derfor er det ikke sikkert, at gruppens ledelse ved besked om alt, hvad eventuelle mindre celler foretager sig. Minister: ETA er hovedmistænkt Den udlægning vinder tilsyneladende gehør hos de spanske myndigheder. Indenrigsminister Angel Acebes siger, at den baskiske gruppe fortsat er hovedmistænkt for angrebet mod den spanske hovedstad. »Det er stadig, den vej efterforskningen går. Der er ingen grund til det modsatte«, siger Acebes. De spanske myndigheder er så overbeviste om ETA's skyld, at de har sendt et brev til Spaniens ambassadører verden over, hvoraf det fremgår, at ambassaderne skal give ETA skylden for angrebet. Det rapporterer spanske medier. Omvendt har den spanske radiostation Cadena Ser citeret sikkerhedskilder for at sige, at togbomberne blev udløst af mobiltelefoner og en type detonatorer, der ikke er typisk for ETA. ETA hurtigt udpeget som skyldig Kort efter eksplosionerne torsdag morgen sagde de spanske myndigheder, at de var overbeviste om, at ETA stod bag angrebet, fordi det bærer organisationens kendetegn. Der blev eksempelvis anvendt en type eksplosiver, som ETA er kendt for at bruge. Desuden minder den måde, attentatet blev udført på, om et forsøg på et angreb mod en station i Madrid i december. Her blev to mænd med tilknytning til ETA anholdt, efter at de havde efterladt rygsække med sprængstof i et tog. Lederen af det forbudte baskiske separatistparti Batasuna afviste med det samme, at ETA udførte sprængningerne. Partilederen Arnaldo Otegian gav »den arabiske modstand« skylden og sagde, at han »nægter at tro« at ETA står bag. Islamisk gruppe tog ansvaret En islamisk gruppe med tilknytning til terrornetværket al-Qaeda sagde siden, at den stod bag terrorangrebet. Men gruppen har tidligere taget ansvaret for aktioner, som den senere viste sig ikke at have noget med at gøre. Ifølge iagttagere er det helt centralt for den fremtidige kamp mod terror, hvem der udførte anslaget torsdag morgen. Står ETA bag, er angrebet et rent spansk anliggende, men står al-Qaeda eller andre islamiske grupper bag, involverer angrebet også de lande, der står sammen med USA i den såkaldte krig mod terror - deriblandt Danmark.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her