Nyt spor peger i retning af al-Qaeda

40 ofre for terrorangrebet bliver begravet lørdag. - Foto: Jan Grarup
40 ofre for terrorangrebet bliver begravet lørdag. - Foto: Jan Grarup
Lyt til artiklen

Mens de spanske myndigheder føler sig sikre på, at ETA stod bag terrorangrebet mod Madrid, så styrker et nyt spor mistanken om, at terrornetværket al-Qaeda udførte anslaget. Forsvarets Forskningsinstitutt i Norges hovedstad Oslo har fundet et 42 sider langt arabisk dokument på internettet, hvor det bliver beskrevet, hvor vigtigt det er at gennemføre et angreb lige før det spanske valg søndag. Dokument fundet sidste år Forskerne fandt dokumentet på en arabisk hjemmeside sidste år, men først fredag, da de gik igennem gammelt materiale for at finde eventuelle koblinger til Spanien, forstod forskerne, hvad de havde fundet. Det siger projektleder Brynjar Lia fra Forsvarets Forskningsinstitutt til den norske tv-station NRK. »Vi fik først indtryk af, at det handlede om situationen i Irak, men ved nærmere eftersyn blev vi opmærksomme på den specifikke kobling til spansk indenrigspolitik og valget«, siger Brynjar Lia. Forskeren siger, at det fremgår direkte af dokumentet, at man bør koncentrere angrebene mod Spanien, fordi landet ses som det svageste i den amerikanske koalition. Dokumentet henviser ikke konkret til terrorangrebet torsdag, men beskriver en strategi, der skal få den spanske regering til at stoppe samarbejdet med USA. De spanske styrker i Irak er hovedmålet, men al-Qaeda har sagt, at angreb også kan rettes mod civile i hjemlandet, oplyser NRK. Spaniens ambassadører skal give ETA skylden De nye oplysninger kommer frem, samtidig med at den store spanske avis El Pais citerer et notat, som udenrigsminister Ana Palacio har sendt ud til Spaniens ambassadører verden over. Ambassadørerne bliver i notatet beordret til at give ETA skylden for 11. marts. »I skal benytte jer af enhver lejlighed til at bekræfte ETA's ansvar for de brutale angreb for at fjerne den tvivl, som nogle parter er interesseret i at skabe«, citerer El Pais Ana Palacio for at skrive i notatet. Iagttagere peger ifølge Reuters på, at det kan være væsentligt for resultatet af søndagens valg, om skylden for attentatet pålægges den baskiske løsrivelsesbevægelse ETA eller en islamisk gruppe som al-Qaeda. Hvis ETA får skylden, kan det gavne den siddende regering, som har lagt en hård kurs mod ETA. Hvis eksempelvis al-Qaeda bliver gjort skyldig, kan det opfattes som den pris, Spanien må betale, for premierminister Jose Maria Aznars støtte til USA i krigen mod Irak. Dødstal steget til 200 Mens debatten om, hvem der stod bag angrebet, bliver mere intens, så stiger dødstallet og har ifølge spansk radio nået 200. 1.500 blev såret. Efter fredagens store demonstrationer mod terror gør spanierne sig nu klar til at begrave de første af ofrene. 40 begravelser er planlagt lørdag, skriver BBC Online.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her