Donorkrav om palæstinensiske reformer

Lyt til artiklen

Inden martslønnen til medlemmerne af de palæstinensiske sikkerhedskorps skal udbetales, bør de alle - og med dem samtlige palæstinensiske offentligt ansatte - have fået en bankkonto, som lønnen kan sættes ind på. Det forlanger Verdensbanken af det palæstinensiske selvstyre som betingelse for, at der kan udbetales støtte til at dække det sviende millionunderskud på selvstyrets driftsbudget. Palæstinserne skal leve op til krav Opfyldes kravet ikke, vil der ikke være penge at hente i fremtiden. Det siger direktør for Verdensbankens afdeling for Vestbredden og Gaza, Nigel Roberts, i en samtale med Politiken i sit kontor i A-Ram uden for Jerusalem. »Palæstinenserne må leve op til de løfter om økonomiske reformer, de lovede allerede for halvandet år siden. Donorerne vil opstille krav, der skal opfyldes hvert halve år, for at støtten kan fortsætte. Opfyldes kravet ikke, ved det palæstinensiske selvstyre, at det ikke kan argumentere for at få yderligere penge til den daglige drift«, siger Nigel Roberts. Strid om løn på bankkonto Kravet om, at især sikkerhedsfolkene skal have løn på en bankkonto, har længe været et stridspunkt mellem den palæstinensiske finansminister, Salam Fayyed, og lederen af det palæstinensiske selvstyre, Yassir Arafat. Arafat har udnyttet, at lederne af de forskellige sikkerhedsstyrker har skullet hente lønnen til deres folk kontant i hans hovedkvarter, til at spille de mange mere eller mindre loyale styrker ud mod hinanden. Nu bruger det internationale samfund kravet om løn på bankkonti til at støtte Fayyed, der tidligere var ansat i Verdensbanken. Han betragtes som en dybt professionel økonom og en troværdig person. Nødvendigt for fred »Det er meget vigtigt at dække dette underskud for at sikre den videre drift af de selvstyreinstitutioner, der er nødvendige for en fred«, siger Nigel Rogers. Han påpeger, at Mellemøsten og håbet om fred bliver prioriteret meget højt af donorlandene, og at der ikke er nogen donortræthed at spore. Til gengæld skal Verdensbanken sikre, at de nødvendige økonomiske reformer bliver gennemført. Underskuddet er på mere end 7 milliarder kroner. I intifadaens første tre år er de fleste penge til dækning af underskuddet kommet fra de arabiske lande via Den Islamiske Bank. Der har ikke været knyttet krav til disse milliondonationer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her