Stjålne papirer belaster Bush-lejr

Lyt til artiklen

Medarbejderne hos mindst to senatorer fra Det Republikanske Parti har i 18 måneder udspioneret fortrolige strategidokumenter fra medlemmer af Det Demokratiske Parti. Republikanerne har skaffet sig adgang til og printet mindst 4.670 filer fra demokraternes computere, som beskriver, hvordan Det Demokratiske Parti vil hindre USA's præsident George W. Bush i at udnævne nye dommere. Demokraterne er vrede Afsløringen har skabt vrede hos demokraterne, der beskriver republikanernes læselyst som »spionage«, et mini-Watergate efter den republikanske præsident Richard Nixons medarbejderes indbrud i bygningen af samme navn i Washington i 1972 og sågar sammenlignet republikanernes læsen over skulderen med »Nazi-tyskland«. I en 65 sider lang rapport, som blev udarbejdet af Senatets sikkerhedschef på foranledning af Senatets retsudvalg og offentliggjort sent torsdag, fremgår det, at to medarbejdere hos republikanske senatorer muligvis ulovligt har downloaded, printet og læst dokumenter fra demokratiske medlemmer af Senatets retsudvalg som Edward Kennedy, Patrick Leahy, Joseph Biden og Dianne Feinstein. Republikanerne kunne læse, hvordan demokraterne ville udspørge og hindre, at Bushs konservative dommere kunne godkendes af Senatet. Desuden fik republikanerne fat på filer fra interessegrupper, som leverede materiale, der kunne anvendes mod dommerne, til de demokratiske senatorers medarbejdere. Trådt tilbage Sagen kom første gang til offentlighedens kendskab i november, da den konservative avis Wall Street Journal på lederplads kunne citere demokraternes dokumenter. Det satte gang i undersøgelsen. De to republikanske medarbejdere, Manuel Miranda og Jason Lundell, arbejder ikke længere i Kongressen. Deres navne skulle ikke have været offentliggjort, men står ved en fejltagelse i førsteudgaven af den rapport, som blev udsendt til offentligheden. Fire andre har ifølge rapporten muligvis også læst dokumenterne, men ikke samarbejdet med undersøgelseskomiteen. Lundell beskrives i rapporten som en ung og nysgerrig medarbejder, der var overivrig efter at gøre indtryk på sine overordnede. Han har indrømmet sin rolle i sagen og skal angiveligt have forladt Washington for at fuldføre sin uddannelse som bogholder i Texas. Afviser hacking Miranda har indtil sin afsked arbejdet for Det Republikanske Partis flertalsleder i Senatet, Bill Frist, og før da for den republikanske formand for retsudvalget, Orrin Hatch. Ifølge Mirandas udtalelser til rapporten var det Lundell, som i juni 2001 opdagede, hvor let det var at få adgang til de demokratiske filer. Miranda afviser, at der var tale om hacking, og at han og Lundell skulle have begået noget ulovligt. Demokraterne havde ikke engang lagt passwords eller kodeord ind, og Miranda siger, at det svarer til at »efterlade følsomt materiale på et bord i kantinen, hvor begge parter har adgang«. Det Hvide Hus Sådan opfatter demokraterne det ikke. De opfordrer justitsministeriet til at nedsætte en kommission, som skal undersøge, hvorvidt der er begået kriminelle handlinger. Demokraterne har også skrevet til Det Hvide Hus for at høre, om præsidentens juridiske rådgiver, Alberto Gonzales, har modtaget nogle af de stjålne informationer. Det afviser Gonzales, men ifølge avisen New York Times er hans svar ikke helt kategorisk: »Jeg er ikke vidende om, at der er troværdige anklager mod Det Hvide Hus i denne sag. Derfor har der ikke været nogen undersøgelse i Det Hvide Hus eller gjort nogen anstrengelser for at finde ud af, hvorvidt nogen i Det Hvide Hus var bevidst om eller indblandet i disse aktiviteter«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her