De rige skal betale mere i skat. Minimumslønnen skal hæves. Miljøet skal beskyttes bedre. Og alle skal have adgang til behandling for sygdomme. Sådan lyder fire centrale budskaber fra senator John Kerry til den amerikanske befolkning, efter at han i nat vandt primærvalgene i ni ud af ti stater og dermed er klar som Demokraternes kandidat til posten som USA's næste præsident. Det skriver nyhedsbureauet Associated Press. Lykønskning fra præsident Bush Da sejren var en realitet, ringede præsident George W. Bush til den demokratiske senator og lykønskede ham. Kerrys svar til præsidenten var: »Jeg håber, vi kan have en god debat om landets fremtid og den retning, vores nation skal, og de valg, der er væsentlige for befolkningen«. Mens Kerry nærmest var venlig over for præsidenten i telefonen, tordnede han mod Bush i sin tale til vælgerne natten til onsdag. USA's forhold til andre lande har lidt skade Kerry sagde ifølge BBC Online, at han vil genoprette USA's forhold til det internationale samfund. Et forhold, der ifølge Kerry - selv veteran fra Vietnam - har lidt alvorlig skade i forbindelse med krigen i Irak og de manglende fund af Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben. Den første udfordring for John Kerry bliver dog at rejse penge til selve valgkampen mod George W. Bush, der har et stort økonomisk forspring. Bush ventes allerede i næste uge at reklamere massivt på amerikansk tv. En anden opgave for John Kerry bliver at pege på en vicepræsidentkandidat. Ifølge iagttagere er John Edwards et godt bud. John Edwards ude af spillet Edwards var indtil i nat John Kerrys eneste reelle konkurrent til posten. Han ventes senere onsdag på et møde at annoncere, at han giver op. På sin hjemmeside skriver Edwards, at vil komme med en »særlig besked« på mødet. Hans kampagnekontor siger til nyhedsbureauerne AP og AFP, at Edwards tager konsekvensen af nederlaget og trækker sig. Ved tirsdagens valg sejrede John Kerry i Californien, New York, Minnesota, Ohio, Massachusetts, Rhode Island, Connecticut, Maryland og Georgia. Sejrene var overbevisende - undtagen i sydstaten Georgia, hvor der var næsten dødt løb. Howard Dean, der på forhånd har trukket sig ud af kampen, vandt sin hjemstat, Vermont. De amerikanske vælgere går til præsidentvalg 2. november i år.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























