CDU knuser al modstand i Hamburg

Vælgerne i Hamburg har givet Ole von Beust en markant tillidserklæring ved dagens valg. - Foto: AP
Vælgerne i Hamburg har givet Ole von Beust en markant tillidserklæring ved dagens valg. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Tysklands kristdemokrater, CDU, har haft en kanon-fremgang ved dagens delstatsvalg i Hamburg. 46,9 procent af de 1,2 millioner vælgere i Tysklands næststørste by har ifølge tv-prognoserne stemt på CDU, hvilket indebærer en historisk fremgang på 20,7 procentpoint i forhold til sidste valg i 2001. Absolut flertal til Beust Dermed får de konservative kristdemokrater med overborgmester Ole von Beust i spidsen absolut flertal i delstatsparlamentet. Partiet kan nu sætte sig på 63 af de 121 pladser. »Det tager sin tid, inden jeg har bearbejdet det her. Jeg er totalt lykkelig«, siger von Beust ifølge Ritzau. Nedtur til socialdemokraterne Det socialdemokratiske SPD har tabt 5,6 procentpoint og må med 30,9 procent af stemmerne og 41 mandater tage til takke med det dårligste valgresultat nogensinde i den gamle SPD-højborg Hamburg, hvor socialdemokraterne frem til forrige valg havde siddet ved magten i 44 år. Valgnederlaget er samtidig en begmand til den socialdemokratiske forbundskansler, Gerhard Schröder, som er blevet straffet for sine omstridte reformer på blandt andet arbejdsmarkeds- og socialområdet. Trods Schröders bebudede afgang som partiformand har SPD dermed fået den værst tænkelige start på det tyske supervalgår med i alt 14 valg - EU-parlamentsvalget samt 13 delstats- og kommunalvalg. De Grønne frem Tv-prognoserne viser, at det andet regeringsparti i Berlin, De Grønne, er gået næsten fire procentpoint frem til 12,5 procent i Hamburg, hvilket giver 17 mandater i delstatsparlamentet. Til gengæld er Ole von Beusts regeringspartnere, det liberale FDP og det højrepopulistiske parti Retsstatslig Offensiv - med henholdsvis 2,9 og 0,3 procents opbakning -begge røget ud af delstatsparlamentet. Heller ikke højrepopulisten Ronald Schill, der for få måneder siden brød med sit gamle parti og dermed fik regeringssamarbejdet til at bryde sammen i Hamburg, har haft nogen god aften, og 3,1 procent af stemmerne rækker ikke til et politisk comeback. CDU fastholder samarbejde med FDP CDU vil i løbet af ugen præsentere sin kandidat til forbundspræsidentvalget i maj, og CDU's parti- og gruppeformand, Angela Merkel, bebuder søndag aften, at hun trods FDP's nederlag i Hamburg vil finde en egnet kandidat sammen med de liberale. Efter valget i Hamburg sidder de konservative nu alene ved magten i seks tyske delstater.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her