Oliegiganten Halliburton i Texas har særdeles gode kontakter i den amerikanske regering og i årenes løb nærmest gjort det til en kunst at hive lukrative kontrakter hjem fra især forsvarsministeriet Pentagon. Så lukrative, at Pentagon nu har indledt en efterforskning af, hvorvidt Halliburton har taget overpris for og svindlet med sine ydelser. Halliburton og dets datterselskaber indgik i forbindelse med genopbygningen af Irak kontrakter til en værdi af over 48 milliarder kroner og har tidligere været i søgelyset, fordi firmaet har fået tildelt opgaver, uden at de har været i offentlig licitation. Hård kritik fra Kongressen Siden december har et af Halliburtons datterselskaber, Kellogg, Brown & Root (KBR), været udsat for voldsom kritik i Kongressen, fordi KBR beskyldes for at have taget en overpris på 365 millioner kroner for levering af olie og benzin via underleverandører i Kuwait. Prisen var dobbelt så høj, som den Tyrkiet havde tilbudt for at levere brændstof til de amerikanske styrker i Irak. Hver dag sendte det statsejede Kuwait Petroleum Corporation og det private Altanmia 1.500 ton brændstof til amerikanerne i Irak. Kuwaits parlament har også indledt en undersøgelse af de to lokale firmaer, som for Altanmias vedkommende havde en daglig profit på 4,8 millioner kroner, mens statens firma måtte nøjes med 2,4 millioner kroner per dag ved handlen med KBR. Energiministeriet i Kuwait fastslår, at der ikke er begået ulovligheder, men det tilfredsstiller ikke parlamentarikerne, der over for det britiske BBC beskriver tallene som »foruroligende, hvis sande«. Kuwait er en af USA's nære allierede, og de skyhøje priser er særdeles pinlige for regeringen. »Landevejsrøveri« KBR forsvarer sig med, at brændstoffet er leveret under særdeles vanskelige og farlige forhold. Wendy Hall, talskvinde for Halliburton, siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at »kendsgerningerne viser, at KBR leverede brændstof til Irak til den bedste værdi, den bedste pris og på de bedste betingelser. Hall tilføjer, at firmaet og dets datterselskaber vil samarbejde med myndighederne for at dokumentere, at »kontrakterne ikke alene er gode for USA, men også at selskabet er den bedste leverandør til at udføre disse vanskelige og farlige opgaver«. Skandalen går tilbage til oktober, da de demokratiske lovgivere Henry Waxman og John Dingell i et brev til Det Hvide Hus gjorde opmærksom på, at Texasfirmaet tog overpris for sine serviceydelser. De tilføjede, at eksperter beskrev priserne som »landevejsrøveri«. Har leveret håndklæder i Irak I Irak har Halliburton leveret alt lige fra håndklæder, vask, mad, opførelsen af baser til genopbygningen af den irakiske olieindustri. Også her har kritikken været hård. Selv håndklæder tager firmaet dobbeltpris for, og to tidligere ansatte siger, at »overpris er ren rutine« for opgaver udført for USA's militær. Hidtil har Halliburton kun villet indrømme, at en eller to tidligere ansatte muligvis har betalt returkommission eller bestikkelse til en kuwaitisk underleverandør. I et forsøg på at dæmme op for kritikken har Halliburton lanceret en reklamekampagne på tv, hvor firmaets direktør, Dave Lesar, forsikrer seerne om, at hans firma har fået store kontrakter »på grund af det, vi står for, og ikke hvem vi kender« Tv-reklamens unavngivne »hvem« er naturligvis vicepræsident Dick Cheney, som ledede Halliburton fra 1995 til 2000. Cheney modtager fortsat 900.000 kroner årlig fra firmaet. Halliburton undlader, som avisen Washington Post skriver, at gøre opmærksom på i tv-reklamen, at selskabet i det seneste årti har givet over 4,8 millioner kroner til republikanske kandidater og 480.000 kroner til Det Demokratiske Parti. Demonstrationer i USA Sagen har igen fået modstanderne af Irakkrigen på gaden. I går var der demonstrationer i 20 byer i USA. Freds- og fagforeningsaktivister har sluttet sig sammen for at skabe opmærksomhed omkring Halliburton og dets udnyttelse af krigen til at tjene store penge samt dets nære forbindelser til Bushregeringen. Rania Masri fra Campaign to Stop the War Profiteers siger i en pressemeddelelse, at »en håndfuld firmaer med gode forbindelser tjener fedt på ødelæggelsen af Irak. Denne såkaldte genopbygning er kun til gavn for Bushs og Cheneys venner; den gavner ikke det irakiske folk«. Demonstranterne ønsker, at der indføres lovgivning, så det bliver nemmere at gennemskue licitationsprocesserne. De amerikanske fagforeninger kræver, at irakiske arbejdere får lov til at organisere sig i fagforeninger, og at den amerikanske besættelsesmagt ophører med at chikanere irakiske arbejdere, der demonstrerer for arbejdspladser og højere løn. Fagbevægelsen siger, at irakerne tilbydes sulteløn, og at Saddam Hussein-diktaturets antifagforeningslove fortsat er i kraft. Fagforeningerne mener, at der er tale om hykleri fra USA's side.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Jeg kunne ikke lægge bogen fra mig

Nyhedsanalyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























