Turkmenistan holdes lukket

Lyt til artiklen

Det vakte store glæde i Turkmenistan, da præsident Saparmurat Njasov i sidste måned sagde til borgerne via tv: »I kan bevæge jer akkurat lige så frit over dette lands grænser som indenfor«. Det var angiveligt en ophævelse af kravet om udrejsevisum, som det var uendeligt svært at få. Turkmen Airlines begyndte midt i januar at sælge flybilletter uden at kræve at se udrejsevisum. Det tydede på reel større bevægelsesfrihed, men i gennemsnit nægtes mindst 20 hver dag adgang til at stige på fly i hovedstaden, Asjgabat. USA's ambassade i den tidligere sovjetrepublik i Centralasien nord for Afghanistan har dokumenteret over 700 af den slags tilfælde i den lidt over en måned, som er gået efter præsidentens løfte. Turkmenbasji, alle turkmeneres far, som præsidenten kaldes officielt, sagde nemlig også, at »vanærende mennesker« fortsat vil blive nægtet udrejse. Sortliste over vanærede individer Det er en offentlig hemmelighed i Turkmenistan, at grænsemyndighederne nu arbejder ud fra en sort liste over såkaldt »vanærende« individer med udrejseforbud. En højtplaceret kilde siger til den anerkendte netavis TOL, at der er omkring 30.000 navne på listen delt ind i kategorier, bl.a. folk med permanent eller tidsbegrænset udrejseforbud og mennesker, der skal have særlig tilladelse af sikkerhedstjenesten. Familiemedlemmer til diplomater er en særlig kategori. Mange diplomater er hoppet af under rejser i udlandet, så denne undtagelse fra rejsefrihed ses som en måde at standse afhopning af diplomater på, der gerne vil se deres familier igen. Andre på listen over »vanærende« er journalister, græsrodsaktivister, unge mænd i værnepligtalderen og ugifte kvinder under 35 år. Turkmenistan giver nødigt afkald på sine unge kvinder, og for en udlænding skal der en stor tegnebog til for at gifte sig med en turkmensk kvinde og bringe hende ud af landet. Det tager staten 50.000 dollar for. Rejsefrihedens selektive karakter bringer også penge i statskassen, da det turkmenske luftfartsselskab ikke refunderer flybilletter til kunder, der ikke får lov til at bruge dem. Advarsel fra USA Men hvorfor gav den diktatoriske præsident rejsefrihed, uden at der blev tale om det? Forklaringen er, at Turkmenistan få dage forinden havde fået sidste advarsel fra USA om økonomiske sanktioner ifølge en lov, der betyder restriktioner i USA's økonomiske relationer til lande, som ikke opfylder bestemte krav, herunder borgeres ret til at forlade landene. Sanktioner vil betyde, at Turkmenistan mister omkring 60 mio. dollar i indtægter fra eksport til USA. Lokale iagttagere ser udrejsevisumfriheden som en tom gestus for at tilfredsstille Vesten. Når det gælder indrejsevisum, rangerer Turkmenistan stadig som et af verdens sværeste lande at få adgang til. Der er imidlertid stor rejseaktivitet over turkmenske grænser af forretningsfolk, som det naturgasrige land ser en interesse i at lukke ind. De nye forhindringer spreder stor frygt blandt potentielle rejsende, da det først er ved grænsen, de opdager, om de er på listen over »vanærende«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her