Myndighederne i Pakistan er ved at forberede en større operation mod al-Qaeda og tilhængere af Talebanmilitsen i et vestligt stammeområde og har planer om at indsætte flere paramilitære styrker. Det oplyser talsmænd for det pakistanske styre til det britiske nyhedsbureau Reuters. Dagen før havde de lokale myndigheder i den delvist autonome region anmodet om en styrke på 8.000 mand for at supplere en styrke på 4.000 mand, der allerede er udstationeret i området. Pakistan har i de seneste måneder optrappet en offensiv mod al-Qaeda og Taleban som følge af pres fra USA, som frygter, at de militante islamiske grupper er ved at omgruppere sig i Pakistan for at forberede nye angreb i Afghanistan. Jagt på bin Laden Et stort antal eftersøgte - heriblandt måske også Osama bin Laden selv - menes at skjule sig i grænseregionen mellem de to lande. Den britiske avis Sunday Express skriver i dag, at bin Laden er omringet af britiske og amerikanske kommandosoldater i bjergene i det nordvestlige Pakistan. Avisen citerede amerikanske efterretningskilder for oplysningerne, som angav, at bin Laden sammen med 50 håndlangere skulle befinde sig i et område, der måler 16 gange 16 kilometer. I Washington ville en talsmand for forsvarsministeriet ikke kommentere avisens oplysninger.
Terroristjagt skærpes i Pakistan
Lyt til artiklen