Høringerne om Israels sikkerhedsbarriere er til morgen indledt ved FN-domstolen i Haag. Tusindvis af palæstinensiske og israelske demonstranter er rejst til den hollandske by for at give deres holdning til kende. Blandt andet er en busfuld pårørende til ofre for bombeterroren rejst til Haag. Tåregas mod demonstranter Den palæstinensiske præsident Yassir Arafat har på palæstinensisk tv lagt op til høringerne ved at udelukke, at der kan blive fred eller sikkerhed i Mellemøsten med en sikkerhedsbarriere. Der er anmeldt adskillige anti-israelske demonstrationer nær barrieren i dag, og israelske hær har til morgen affyret tåregas mod 2.500 palæstinensere, der demonstrerede ved en del af barrieren nær byen Tulkarem. 700 kilometer sikkerhedsbarriere Høringen skal afklare de juridiske aspekter ved Israels opførelse af den 700 kilometer lange sikkerhedsbarriere, som Israel ønsker opført som beskyttelse mod selvmordsangreb udført af palæstinensere fra Vestbredden og Gaza. Så sent som i går dræbte en selvmordsbombe otte israelere i en bus i Jerusalem. Til dato har Israel under store internationale protester opført de første cirka 180 kilometer. Brud på folkeretten Palæstinenserne mener, at sikkerhedsbarrieren er et brud på folkeretten, fordi barrieren afskærer palæstinenserne fra dele af deres eget land og i øvrigt skaber store problemer for den palæstinensiske civilbefolkning, som blandt andet afskæres fra lægehjælp og vand. Palæstinenserne fik i midten af sidste uge hjælp fra Internationalt Røde Kors, der slog fast, at Israels opførelse af en sikkerhedsbarriere på palæstinensisk område er ulovlig ifølge international lov. Israelsk boykot Israel boykotter høringen i Haag, fordi man ikke mener, at domstolen kan dømme i en sag, som, israelerne mener, er politisk og ikke juridisk. Samtidig mener Israel, at høringen sætter fokus på Israels modtræk mod terrorismen, men ikke på terroristerne selv. Barriere umuliggør palæstinensisk stat Den permanente palæstinensiske observatør i FN, Nassar al-Kidwa, stod for åbningstalen: »Denne mur vil, hvis den færdiggøres, efterlade det palæstinensiske folk med kun halvdelen af Vestbredden inden i isolerede, usammenhængende, indhegnede enklaver«, sagde han og udtalte, at barrieren ville umuliggøre en levedygtig palæstinensisk stat. Hundredvis af Israelere er blevet dræbt af selvmordsbomber, siden den palæstinensiske opstand begyndte for mere end tre år siden. I samme periode er mere end 2700 palæstinensere blevet dræbt. Høringen i Haag er sat til at vare tre dage.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























