Krigen mod terror slår nu for alvor igennem i den hjemlige britiske efterretningstjeneste. Stillingsopslagene er allerede lagt ud på MI5's hjemmeside (www.mi5.gov.uk), og onsdag kommer den formelle meddelelse fra indenrigsminister David Blunkett om, at MI5 formentlig får lige over en milliard kroner mere om året for at kunne øge antallet af agenter fra 2.000 til 3.000 i løbet af de næste år. Der er brug for sprogeksperter udi alle det arabiske sprogs dialekter. MI5 søger desuden folk, der kan urdu, farsi, tyrkisk eller punjabi. Storbritannien har længe været regnet som en af de væsentligste baser i Vesten for både terrornetværket al-Qaeda og andre internationale terrorgrupper. De britiske efterretningstjenester er blevet kritiseret for ikke at have været dygtige nok til at infiltrere de yderligtgående muslimske grupper. Forhøjet terrortrussel MI5's generaldirektør, dame Elizabeth Manningham-Buller, advarede i efteråret indenrigsminister David Blunkett om, at hun manglede ressourcer til at håndtere den forhøjede terrortrussel. Blunkett ventes at svare med løftet om penge til 1.000 nye spioner, når han i morgen fremlægger en større terrorpakke i Underhuset. Ud over de egentlige sprogeksperter søger MI5 også flere eksperter i overvågning, analyse af efterretninger, kommunikation og it. Desuden søger man allerede nu flere folk til at stå for sikkerhedsgodkendelsen af de mange nye folk. Vicepremierminister John Prescott bekræftede beslutningen i et tv-interview i søndags. »Jeg tror, at forfærdeligt mange af vores spioner taler russisk, men de er ikke så meget for arabisk. Det, der sker nu, er, at vi tilpasser os nogle helt nye omstændigheder,« sagde John Prescott. Nye spioner skal være briter De nye britiske spioner skal ifølge stillingsopslaget være britiske statsborgere og have nær tilknytning til Storbritannien. Ifølge flere britiske medier betyder det, at mindst den ene af ens forældre skal være født i Storbritannien, og at man selv skal have boet i landet i mindst 10 år. Sidste år kom ni procent af MI5's nyansatte fra etniske mindretal. Men chefer i tjenesten erkender over for avisen The Independent, at det med en startløn på under 220.000 kroner om året er svært at konkurrere med det private erhvervsliv, der også har bud efter højtuddannede arabisktalende.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























