Litauens præsident ventes snart afsat

Lyt til artiklen

Den russiske forretningsmand, Jurij Borisov, hjalp populisten Rolandas Paksas med at vinde Litauens præsidentvalg i januar sidste år, men præsidentens tildeling af statsborgerskab til Borisov kort efter er nu blandt de anklager imod Paksas, der ventes at fælde ham. Parlamentet ventes at indlede rigsretssag imod Paksas, efter at en parlamentskommission på torsdag fremlægger en rapport, der erklærer ham som værende »til fare for nationens sikkerhed«. Rapporten skulle have været færdig i sidste uge, men blev forsinket, da præsidentadministrationen tilbageholdt dokumenter. Paksas har hidtil afvist at besvare spørgsmål fra undersøgelseskommissionen. Mafiaforbindelser Sagen har plaget Litauen, siden landets Statssikkerhedstjeneste for over fire måneder siden fremlagde materialer, der tydede på, at Paksas og flere i hans administration havde forbindelser til organiseret kriminalitet og »udenlandske efterretningstjenester«, in casu russiske. Blandt sagens materiale er båndoptagelser af samtaler mellem Paksas og Borisov, hvor den russiske forretningsmand truer med at gøre præsidenten til »et politisk lig«, hvis han ikke holder visse løfter. Paksas kræver kompromitterende telefonaflytninger holdt uden for sagen som »illegal aflytning«. Sikkerhedstjenesten henholder sig til sin ret til at aflytte Borisov og andre forretningsfolk, der er under efterforskning for økonomisk kriminalitet. Statsborgerskab til Borisov Et af de løfter, som Paksas indfriede, var per dekret at give Borisov statsborgerskab. Det kan præsidenten give til personer, der har gjort noget særligt for landet. Forfatningsdomstolen i Vilnius kendte det ved årsskiftet i strid med forfatningen, der stiller alle lige for loven. Præsidenten har brugt sin magt som tak for en personlig tjeneste og ikke for en indsats for landet, ifølge forfatningsdomstolen. Borisovs indsats for Paksas var stor i kampagnen op til præsidentvalget i januar sidste år, hvor hans firma AviaBaltika kastede 450.000 dollar ind i en populistisk valgkampagne i medierne imod tidligere præsident Valdas Adamkus, som var spået sejr. Da skandalerne begyndte at rulle om Paksas, blev han anklaget for at have sikret sig magten med lyssky russiske penge. Advarsel mod spekulationer Litauens ministerpræsident og tidligere præsident Algirdas Brazauskas advarer imod spekulationer, der kan skade forholdet til Rusland. »Juridiske instanser må afgøre, om russisk kapital hjalp Paksas til magten«, sagde Brazauskas for nylig til litauisk radio. Brazauskas har gentagne gange opfordret Paksas til at gå af for at hindre yderligere skade på landets internationale image. Paksas fastholder sin uskyld og har i de sidste to måneder rejst Litauen tyndt for at mobilisere befolkningen imod det, som han kalder »et politisk komplot«. I sidste måned anklagede Paksas USA for »utilstedelig indblanding«, efter at udenrigsminister Antanas Valionis havde udtalt til litauiske medier, at USA ligesom EU-lande ønsker, at Paksas træder tilbage. Valionis henviste bl.a. til en privat samtale med USA's udenrigsminister Colin Powell. Formanden for Litauens parlament, Arturas Paulauskas, siger til litauisk radio: »Hele samfundet er træt af at vente og ønsker sagen afsluttet nu«. Paulauskas lægger ikke skjul på, at han forventer præsidenten fældet. Lang liste med anklager Listen af anklager imod Paksas omfatter forfatningsbrud, krænkelse af præsidenteden, læk af statshemmeligheder, obstruktion af statsinstitutioners arbejde og at tillade topembedsmænds magtmisbrug for økonomisk vinding. Officielt forholder Rusland sig tavst, men Tomofej Bordatjov, redaktør ved tidsskriftet Russia in Global Politics, har beskrevet Borisov-affæren »som en slags oprydning i de traditionelle relationer mellem business og magt i det tidligere Sovjetunionen«. Den oprydning haster op til Litauens indtræden i EU 1. maj, understreger den russiske kommentator.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her