Kaukasiere beskyldes for metroterror

Lyt til artiklen

Eksplosionen i undergrundsbanen i Moskva, der har kostet mindst 39 mennesker livet, kan være det blodigste terrorangreb i byen, siden Rusland invaderede Tjetjenien. Endnu er det ikke endeligt bekræftet, at eksplosionen skyldes terror, men flere politikilder siger til russiske telegrambureauer, at angrebet var en planlagt selvmordsaktion. Videooptagelser af selvmorderske En talsmand for Moskvas politi siger, at hændelsen efterforskes som et terrorangreb, og den russiske præsident Vladimir Putin har også i kraftige vendinger fordømt hændelsen og giver tjetjenske oprørere skylden for angrebet. En unavngiven politikilde siger til det russiske nyhedsbureau Interfax, at aktionen blev gennemført af en kvindelig selvmorder. Politiet er angiveligt i besiddelse af videooptagelser af den mistænkte, da hun går ombord i toget sammen med en medskyldig. Omkring fire timer efter angrebet udsendte indenrigsministeriet et fantombillede af »en 40-45-årig mand med kaukasisk udseende«, som ifølge ministeriets talsmand, Kirill Masurin, kan have en forbindelse til eksplosionen. Politiet mener, at manden havde bomben i en taske eller i en kuffert. Sammen med ham efterlyses to kaukasiske kvinder. Den mistænkte mand tog kontakt med en ansat ved undergrundsstationen Avtosavodskaja og overfusede vedkommende. Indlagt med hjernerystelser Viceborgmester Valery Shantshev siger ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP, at 120 personer er blevet indlagt heriblandt et enkelt barn. De fleste bliver behandlet for hjernerystelser og røgforgiftning. Øjenvidner har fortalt, at de måtte kravle ud af det eksploderede tog, og vandre langs sporene op til to kilometer før de kom ud i friheden. Mere end 700 personer blev evakueret efter eksplosionen, der fandt sted i midt Moskvas myldretid og på én af de mest dybtliggende strækninger i byens undergrundssystem. Tjetjenere afviser Endnu har ingen taget skylden for eksplosionen, heller ikke oprørslederen Shamil Basayev, der tidligere har taget ansvaret for terrorangreb i Moskva. Præsident Vladimir Putin har beskyldt den tjetjenske leder Aslan Maskhadov for at stå bag aktionen. Aslan Maskhadov blev valgt som tjetjenernes præsident i 1997, og hans talsmand Akhmed Sakajev afviser kategorisk Putins påstande. Metroen kører igen Alle overlevende, som har lidt skade ved eksplosionen, og alle dræbtes familier vil få en finansiel kompensation. Nyhedsbureauet Itar-Tass citerede fredag aften Moskvas sociale myndigheder for, at pengene vil blive udbetalt fra på mandag. Pårørende til de døde vil få 100.000 rubler (omkring 25.000 kroner), de sårede, som ligger på hospitalerne, 50.000 rubler, og de, som gik hjem efter en ambulant behandling, får 3.000 rubler. Kort før klokken 18.30 Moskvatid begyndte metroen på den ramte strækning at køre igen, efter at det var lykkedes at flytte det svært beskadigede tog over på et blindspor. Metroen, som for det meste fungerer upåklageligt, transporterer omkring ni millioner mennesker dagligt og er uundværlig i den enorme by. Undergrundsbanen, som officielt hedder Metropoliten, er også et grandiost arkitektonisk værk fra Stalintiden. Sovjetunionens hersker iværksatte gigantprojektet i 1931.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her