Sagen om det russiske indrejseforbud for Politikens journalist Vibeke Sperling bliver mødt med dybe panderynker blandt politikere på Christiansborg. Statsminister Anders Fogh Rasmussen understregede tirsdag på det ugentlige pressemøde, at Rusland, som alle andre, må acceptere, at journalister skriver kritisk om forhold i landet. 'Man må kunne tåle offentlighedens lys' Han vil dog endnu ikke tage endeligt stilling til den konkrete sag. »Jeg ser med stor alvor på det, jeg har læst, men det er endnu for tidligt at udtale sig om sagen. Generelt skal der naturligvis være fri adgang for journalister på tværs af landegrænser, hvis man vil leve op til internationale standarder i et demokrati. Man må kunne tåle offentlighedens lys«, siger Anders Fogh Rasmussen. Opbakning til bred EU-front I Politiken lagde udenrigsminister Per Stig Møller op til at skabe en fælles EU-front. Både Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre bakker op om at lægge pres på Rusland gennem EU. Principiel sag »Det er en utrolig vigtig og principiel sag. Det næste skud i bøssen må være at presse russerne ved en fælles EU-holdning. Det her vedrører jo hele Den Europæiske Union, og det vil tælle meget, hvis man kan skabe enighed om spørgsmålet inden for EU«, siger udenrigspolitisk ordfører Niels Helveg Petersen (R). Han bakkes op af Socialdemokraternes Jeppe Kofod, som også mener, at det vil give størst effekt, hvis man i EU kan skabe en fælles holdning til Ruslands begrænsning af pressefriheden. »Det er jo netop i situationer som denne, at vi kan bruge samarbejdet i EU til at løse problemerne«, siger Jeppe Kofod, udenrigspolitisk ordfører for Socialdemokraterne. EU-modstandere kritiske Modstandere af EU er mere kritiske og mener ikke, at den danske regering skal vente på, at EU får skabt fælles fodslag. »Danmark har ingen officiel offensiv linje, fordi vi skal vente på EU. Hvis ikke det passer de andre EU-lande, så siger vi ikke noget. Det er konsekvensen af regeringens EU-politik«, siger Søren Søndergaard, udenrigspolitisk ordfører for Enhedslisten.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























