Stor svensk import af hiv-smitte

Lyt til artiklen

I 2003 rapporteredes 380 nye hiv-smittede i Sverige, viser ny statistik. Det er 93 mere end året før og det højeste tal i Sverige i ti år. »Det voksende antal er alligevel ikke overraskende. Det findes især blandt nytilkomne fra hårdt ramte områder, hvor udbredelsen af hiv-smitten er stigende. Tallene er ganske enkelt en afspejling af den globale situation«, siger Malin Arneborn, der er epidemiolog på det statslige Smittsskyddsinstitutet i Stockholm til bladet HIV-aktuellt. For mens antallet af personer, der er blevet smittet i Sverige, har ligget stille i de sidste mange år, er det netop antallet af personer, der allerede er smittet, når de kommer til Sverige, som er stigende. Ifølge Smittskyddsmyndighedens statistik over årene 1985-2002 er 49 procent af de hiv-smittede blevet smittet i Sverige, mens 26 procent er blevet smittet i Afrika, især syd for Sahara. For personer smittet i det øvrige Europa er tallet 8 procent, for Asien 6 procent og for Amerika 6 procent. Stigning i klamydia I 1980'erne og 90'erne blev svenskerne bombarderet med kampagner om sikker sex og brug af kondom. Det fik kondomforbruget til at stige, hvilket også påvirkede de andre seksuelt overførte sygdomme, der alle blev færre. Men i slutningen af 1990'erne begyndte tallet at stige igen, og siden da er antallet af smittede med klamydia og gonorré steget med det dobbelte. Klamydia er uden tvivl den mest almindelige kønssygdom i Sverige. Sidste år var antallet 26.801 smittede, hvilket er 9 procent flere end året før. »Det vækker dog lidt håb, at klamydia ikke spreder sig lige så hurtigt som tidligere«, siger Pasi Penttinnen, chef for Smittskyddsinstitutets sektion for seksuelt overførte sygdomme, til avisen Dagens Nyheter. Gonorre og syfilis i stigning Udbredelsen af gonorré er steget med 18 procent. Endnu hurtigere vokser den alvorlige infektion syfilis. Sidste år blev der rapporteret om 179 nye tilfælde i Sverige. Det er 40 procent flere end i 2002, hvilket betyder, at syfilis nu er oppe på samme niveau, som før hiv-epidemien startede i 1985. Forbruget af kondomer i Sverige har været uforandret de seneste ti år. Sexvaner har ændret sig Alligevel mener man ud fra flere undersøgelser foretaget af Folkhälsoinstitutet, at svenskernes sexvaner har ændret sig, hvilket selvfølgelig har indflydelse på kønssygdommenes udbredelse. »Vi kan se, at trenden går i retning af, at folk har flere seksuelle partnere og en mere liberal indstilling til at dyrke sex, den første aften man mødes«, siger Gunilla Rådö fra Folkhälsoinstitutet til Dagens Nyheter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her