En yderst dramatisk redningsaktion foregik sent mandag aften ud for den sydnorske vestkyst, hvor et fragtskib vendte rundt og dermed lukkede en del af besætningen inde i skroget. Kort før midnat blev tre filippinske sømænd reddet ud gennem et hul, som redningsmandskab havde skåret gennem skibet, men yderligere 16 besætningsmedlemmer savnedes fortsat, og skibet var i færd med at synke. Kæntrede 16.30 Kort efter klokken 16.30 fik den syd-norske søredningstjeneste melding om, at fragtskibet "Rocknes" var kæntret syd for Bergen ud for øen Bjorø på den norske vestkyst. Ifølge Hovedredningscentralen var der 24 filippinere, tre hollændere, to nordmænd og en tysker om bord. En stor redningsindsats blev straks sat ind med redningsbåde og helikoptere. Besætningsmedlemmerne havde nået at sætte redningsflåder i vandet, men flere måtte kaste sig i det iskolde vand, og nogle kravlede op på skroget af skibet, som lå med kølen i vejret 100 meter fra kysten. To sømænd omkom, ni blev kørt på sygehuset, og så fortsatte redningsindsatsen. Med varmesøgende kikkerter ledte helikoptertjenesten efter søfolk i vandet, men man fandt ingen. Derimod blev indsatsen koncentreret om selve skibet, som lå med kølen i vejret 100 meter fra kysten. Der var hørt bankelyde og råb om hjælp inde fra skibet, så der var ingen tvivl om, at der var overlevende besætningsmedlemmer inde i skibet. Fartøjet blev først på aftenen trukket ind på lavere vand og andre skibe hjalp til med at stabilisere fragtskibet. Derefter påbegyndte arbejdet med at åbne skroget for at redde de indelukkede sømænd. Det bekræftede vagthavende ved forsvarets fællesoperative hovedkvarter, Egil Bøe til den norske onlineavis Nettavisen. Skibet er dobbeltskroget, og derfor tog det ekstra lang tid at få arbejdet sig igennem. Det lykkedes dog ved 23-tiden at få boret et hul, så man kunne kommunikere med sømændene, men der gik endnu nogen tid, før hullet kunne blive så stort, at nogen af dem kunne komme ud i det fri. Svejsere måtte tilkaldes for at lave en tragtform, som skulle udligne trykket, når der blev skåret hul i skroget. Derefter blev tre skåret ud af skroget. De blev ifølge Nettavisen.no nærmest skudt ud af hullet i skibet på grund af det enorme tryk, og de to af dem var alvorligere kvæstet. Alle tre blev kørt direkte på hospitalet. Kort før midnat var det redningsmandskabets opfattelse, at de sidste 16 savnede befandt sig inde i skroget. Deriblandt den norske kaptajn.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























