Blonde og blåøjede nordamerikanere har aldrig været populære syd for Rio Grande, og nu kan ikke engang deres dollar formilde naboerne syd for floden, der ikke kun udgør grænsen mellem USA og Mexico, men som også deler to verdener og to kulturer. Netop nu er den helt gal mellem USA og den latinamerikanske gigant Brasilien, efter at myndighederne i São Paulo onsdag tilbageholdt en amerikansk flybesætning og satte flykaptajnen i husarrest. Torsdag blev kaptajnen idømt en bøde på 13.000 dollar og sendt tilbage til USA. Pilot gav fingeren Balladen begyndte, da sikkerhedskontrollen i São Paulo onsdag bad mandskabet fra et American Airlines-fly om at lade sig fotografere og afgive fingeraftryk. Det er blevet almindelig procedure for overvejende ikkeeuropæiske passagerer i amerikanske lufthavne, og utilfredsheden blandt de rejsende er stor. Det gælder ikke mindst passagerer fra Latinamerika. Da besætningen fra American Airlines kom gennem den skærpede sikkerhedskontrol, protesterede de voldsomt, og især luftkaptajn Dale Hersh viste »manglende respekt for myndighederne«, som brasilianerne formulerer det. I stedet for et fingeraftryk gav han vagterne en fuckfinger, og han blev omgående taget i forvaring. Sagen er den foreløbige kulmination på fingeraftrykskrigen mellem USA og Brasilien. Amerikanere får samme medicin I frustration over de nye amerikanske regler, som føjer sig til årtiers ydmygelser, besluttede myndighederne i den brasilianske delstat Mato Grosso ved årsskiftet at indføre samme sikkerhedstjek af amerikanske borgere, som brasilianere og andre bliver udsat for i USA. En dommer i Mato Grosso kaldte de amerikanske regler for »et brud på menneskelig værdighed«, og andre delstater fotograferer nu også de amerikanske besøgende. Derimod gav en domstol i Rio de Janeiro, der hvert år får besøg af 500.000 nordamerikanere mandag de lokale myndigheder ret til ikke at udsætte amerikanske besøgende for de nye og skrappe procedurer. Rio udgør dog et mindretal, og opinionen i hele Latinamerika jubler over billederne af amerikanske turister i timelange køer, men sagen kan »belaste forholdet« mellem USA og Brasilien, frygter Brasiliens præsident Lula.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























