Brasilien gør et medicinkup

Lyt til artiklen

Brasilien har efter hårde forhandlinger med flere af den internationale medicinalindustris sværvægtere opnået så store nedslag i prisen på aids-medicin, at det sydamerikanske land kan opretholde og udvide sit banebrydende program til behandling af hiv- og aids-patienter. Det brasilianske sundhedsministerium oplyser selv, at det har indgået aftaler med firmaerne Roche Holding AG, Abbot Laboratories og Gilead Sciences Inc., som i gennemsnit giver 37 procent rabat på fem af de mest kostbare præparater, der indgår i en såkaldt kombinationsbehandling bestående af i alt 12 medikamenter. Reduktion på 600 millioner kroner Sundhedsminister Humberto Costa siger, at landets hiv- og aids-program dermed kommer ned på det laveste omkostningsniveau siden 1999. Den samlede udgift i år falder med omkring 600 millioner til i alt cirka en milliard kroner. Samtidig bliver udgiften per patient lavere end nogensinde - 7.200 kroner om året. Til sammenligning koster det i Danmark 80.000 -100.000 kroner om året at behandle en hiv-smittet med den nødvendige medicin. »Med de besparelser, vi har opnået, kan vi garantere, at programmet fortsætter, og sikre, at enhver brasilianer med behov for aids-behandling også vil få den rette behandling«, siger sundhedsminister Costa ifølge BBC News. Aktivistisk politik Som et af de få lande i verden tilbyder Brasilien i princippet gratis livsforlængende medicin til alle hiv-smittede. En af grundene til, at det har været økonomisk muligt er, at landet siden midten af 1990'erne har ført en aktivistisk politik over for den internationale medicinalindustri og krævet rabat på de medikamenter, som forskellige producenter ellers har patent på. Brasilianernes stærkeste våben i dette tovtrækkeri har været truslen om at bryde patenterne og selv producere kopimedicin. Under de seneste forhandlinger har Brasilien desuden spillet det trumfkort ud, at landet ville købe kopimedicin i Indien, hvis ikke producenterne ydede en klækkelig rabat på deres originale produkter. Halvering af dødstal siden 1996 Besparelsen vil gøre det muligt at tilbyde yderligere 20.000 hiv-smittede brasilianere gratis medicin i år, så det samlede antal, der er omfattet af behandlingsprogrammet, kommer op på 148.500. Regeringen vurderer, at 600.000 ud af landets 180 millioner indbyggere er smittet med hiv, men kun 200.000 har fået stillet diagnosen. Brasilien menes at have halveret antallet af aids-dødfald siden 1996, da regeringen begyndte at uddele gratis medicin.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her