USA forsøger at redde sin plan for at bringe demokrati til Irak. Amerikanerne vil ikke ændre på 1. juli som skæringsdato for overgangen til irakisk selvstyre, men vejen til demokrati er akkurat som sikkerhedssituationen fyldt med forhindringer. Den amerikanske administrator i Bagdad, Paul Bremer, hastede fredag til Washington og forhandlede fredag aften med præsident George W. Bush, den nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice og højtstående ministre, inden præsidenten fløj til Camp David for at holde weekend. Besøg hos FN på mandag På mandag besøger Bremer sammen med en irakisk delegation ledet af den nuværende formand for det irakiske regeringsråd, Adnan Pachachi, FN i et forsøg på at inddrage verdensorganisationen i valget af en overgangsregering i Irak. Endnu en gang skifter amerikanerne strategi på grund af pres fra de hurtigtskiftende begivenheder i Irak. USA har hele tiden haft et ambivalent forhold til FN, men i de seneste uger har man givet udtryk for, at man gerne ser FN spille en rolle i opbygningen af demokrati i Irak efter overgangen til selvstyre. Amerikanerne taler nu også om at lade krigsmodstandere som Frankrig, Rusland og Tyskland byde på licitationerne til genopbygningen af Irak, skriver New York Times. Krav fra ayatollah Det er kravet fra shiamuslimernes leder, ayatollah Ali Sistani, om direkte valg til et overgangsparlament, som har rystet amerikanernes tidsplan for den demokratiske proces, der blev vedtaget 15. november. Ayatollah Sistani siger, at hvis overgangsparlamentet ikke har den nødvendige legitimitet, så kan den kommende overgangsregering ikke fungere. Shiaerne går ind for direkte valg hurtigst muligt, fordi de udgør 60 procent af den irakiske befolkning. Shiaerne har de seneste dage gennemført store demonstrationer for at få opfyldt deres krav. Bremer har afvist direkte valg, fordi han siger, at de ikke er praktisk gennemførlige på grund af den korte tidsramme. Bremer håber, at FN's generalsekretær vil bruge sin indflydelse til at overbevise shiaerne om, at direkte valg ikke er praktisk muligt. USA vil lytte til ændringsforslag Scott McClellan, præsidentens talsmand, siger imidlertid, at USA er rede til at lytte til forbedringer og ændringer af den nuværende plan, men at der ikke kan ændres ved datofristen 1. juli. Den dag skal det irakiske overgangsstyre være på plads. Andre amerikanske embedsmænd siger, at de er rede til at indgå et kompromis med ayatollah Sistani. Hvis parterne ikke når til enighed, risikerer besættelsesmagten, at shiaerne boykotter overgangsregeringen, og det kunne være første skridt på vej til en opsplitning af Irak, siger kommentatorer. Første japanske soldater på vej Det Hvide Hus har hele tiden ønsket, at andre større magter skulle bidrage med soldater i Irak. I går forlod de første 30 japanske soldater Tokyo på vej til Kuwait, hvor de skal forberede indsættelsen af en styrke på 1.000 soldater i det sydøstlige Irak. For første gang siden Anden Verdenskrig deltager japanske soldater i en militær mission i udlandet. Afsendelsen var omgærdet af store sikkerhedsforanstaltninger, og ministerpræsident Junichiro Koizumi løber en stor politisk risiko ved at bryde med Japans defensive post-Anden Verdenskrigs sikkerhedspolitik. Flertallet af japanere er imod den japanske krigsindsats, og tab på slagmarken i Irak kan koste Koizumi dyrt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Han har placeret sig som den vel nok kvikkeste borgerlige tænker
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?



























