Miraklernes tid er ikke forbi. Slet ikke, hvis et klædeskab giver beskyttelse mod tonsvis af murbrokker. 13 dage efter det ødelæggende jordskælv i Iran er en 56-årig hårdt medtaget mand reddet levende ud af ruiner i byen Bam. Manden blev fundet under et garderobeskab, der tilsyneladende har reddet hans liv. Han blev fundet af et redningshold natten til onsdag og bragt til et felthospital i byen. Manden ligger nu i koma, oplyser den statslige radio i Iran, der har talt med hjælpearbejdere og læger i Bam. Svage livstegn »Da han ankom, var hans livstegn meget svage. Han frøs og er nu i koma«, siger læge Mehdi Shadnoush fra det fælles ukrainske og iranske lægehold, der behandler overlevende på felthospitalet. Manden får ilt gennem en maske og bliver overvåget. Han er meget tynd og har et hvidt og sort skæg. Lægerne frygter, at manden ikke overlever de mange døgn uden mad og drikke. Ifølge eksperter er det ekstremt sjældent, at mennesker kan overleve længere end 72 timer under de omstændigheder. Hjælpearbejdere siger, at manden, hvis fornavn menes at være Jalil, rejste til Bam dagen før jordskælvet for at besøge sin søster. Gammel kvinde reddet fri I lørdags blev en kvinde på mere end 90 år reddet fri af ruinerne. Kvinden var tilsyneladende åndsfrisk. Da hjælpearbejderne bød hende på en kop te, brokkede hun sig over, at den ikke var varm nok. Jordskælvet ramte Bam i det sydøstlige Iran 26. december 2003. 70-80 procent af byen, der er på størrelse med Helsingør, blev ødelagt. Flere end 30.000 personer mistede livet, og op mod 100.000 blev hjemløse. Internationale redningsfolk har opgivet at finde flere overlevende, men iranske myndigheder leder fortsat. Den internationale indsats har nu fokus på at skaffe nødhjælp og medicin til de overlevende.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























