Landingsrobotten 'Spirit' fra den amerikanske rumfartsadministration NASA har sendt de første billeder af Mars tilbage til jublende forskere på Jorden, efter at den havde klaret en vanskelig landing på den røde planet. Sort-hvide fotografier, der viste dele af robotten foran en kæmpemæssig sten på en ørkenagtig flade med mange klippestykker, tonede frem på skærmene i kontrolrummet i Pasadena i Californien. Og NASA´s eksperter er mere end begejstrede over hvad de har set. »Billederne er imponerende. Det er den bedste kvalitet nogensinde. Det er helt utroligt og kunne ikke være bedre«, siger John Callas fra NASA til BBC. 'Spirit', der var seks minutter om at flyve gennem Mars' atmosfære, landede klokken 05.35 søndag morgen, dansk tid, og da billederne nåede frem til NASA få timer senere, brød jubelen løs. Beskyttet af luftpude Men det havde allerede tidligere stået klart, at robotten var ubeskadiget efter landingen - beskyttet i en stødabsorberende luftpude - som fik den til at hoppe rundt som en bold i krateret Gusev på Mars. Luftpuderne blev som det første befriet for luft, og store solpaneler blev foldet ud for at beskytte robotten mod kulden på planeten. Med den veloverståede landing har NASA gennemført den vanskeligste del af den hidtil mest ambitiøse mission til Den Røde Planet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























