Ansigtet er tyndt og blegt, så de mørke øjne ser større og mere triste ud. Det meste af håret er skjult af en hvid forbinding. Og når man løfter sengetæppet, afsløres et brækket venstreben i splinterny gips. 14-årige Babach Asady ligner langtfra den succeshistorie, han er. Han har overlevet tre døgn, fastklemt i ruinerne efter et voldsomt jordskælv, som i fredags jævnede det meste af byen Bam i det sydøstlige Iran. 25.000 fundet dræbt Myndighederne taler om mellem 20.000 og 30.000 dræbte. Men ifølge lokale oplysninger er der indtil nu fundet 25.000 døde, som allerede er lagt ned i store fællesgrave. Og udenlandske redningshold har opgivet at finde flere overlevende i murbrokkerne. Derfor er Babach Asady en af de absolut sidste, der slipper væk fra ruindyngerne med livet i behold. Den 14-årige dreng ligger nu på det midlertidige hospital, der er oprettet i Bams lufthavnsbygning. Byens to hospitaler styrtede nemlig også sammen ved jordskælvet. Fra sygesengen fortæller drengen, at han sov, da familiens hus ramlede sammen fredag morgen. Han kom i klemme under taget, og kun hans hånd rakte ud i det fri. Ingen lagde mærke til den lille barnehånd i murbrokkerne. Han troede, han selv kunne grave sig fri, men som timerne gik, blev han svagere og svagere. En gammel kone opdagede ham og gav ham vand, men hun kunne ikke finde ud af at hente redningsmandskab. Det var derfor et tilfælde, at forbipasserende opdagede ham i søndags og fik slået alarm. Men først i går kunne resterne af taget fjernes, så han kunne komme fri. Troede sønnen var dræbt Babach Asady er enebarn, og begge hans forældre har reddet livet. Hans far blev fundet morgenen efter jordskælvet, men var så kvæstet, at han blev fløjet til et hospital i Teheran. Moren blev så chokeret over ulykken, at hun søgte tilflugt hos noget familie og ikke turde vende tilbage for at søge i ruinerne efter sønnen, som hun troede var blevet dræbt. Så trods sit brækkede ben og de triste øjne er Babach lykkelig. Han har reddet både liv og sin nærmeste familie. Så heldig har de færreste været i byen, som før katastrofen rummede 100.000 indbyggere. På sengen ved siden af sidder Martin Atta, flygtning fra Afghanistan. Han og hans bror er de to eneste ud af en familie på 26, som overlevede, at deres hus styrtede sammen under jordskælvet. Martin Atta har en forbinding om hovedet. Hans bror ligger på en båre på gulvet. På båren ligger også et stort røntgenfoto, som viser brorens brækkede lårben. Det skal straks lægges i gips, fastslår en læge. Den afghanske flygtningefamilie blev også først bragt til det midlertidige hospital i går. De boede nemlig i en af de talrige landsbyer, som omgiver Bam. Og dem er redningsmyndighederne først nået frem til nu, hvor håbet om at finde overlevende i Bam er opgivet. Der bor lige så mange i landsbyerne omkring Bam som i selve byen. Derfor kan dødstallet risikere at stige med endnu mange tusinde, advarer den lokale læge, Valiolah Askendary. »Det er FN, der er begyndt at køre ud til landsbyerne. De har bedre styr på redningsarbejdet, end vores myndigheder har«, siger lægen. Det kan også betyde fornyet travlhed for det midlertidige hospital i lufthavnsbygningen. I løbet af weekenden er lufthavnen begyndt at fungere igen for nødhjælpsfly, så det har også været muligt at flyve kvæstede patienter til andre hospitaler over det meste af Iran. »Lige efter jordskælvet fik vi nye patienter hvert eneste minut. Det var utroligt slidsomme dage«, siger en anden læge, Reza Abbasi. Knudepunkt Der var også mangel på medicin og andre lægemidler, men det kom i orden i løbet af weekenden, efterhånden som udenlandske hjælpeorganisationer fik fløjet forsyninger frem. Forsyninger lige fra medicin til telte, tæpper og mad vælter ind i en stadig større strøm - meget mere end den jordskælvsramte lufthavn kan klare. Derfor er knudepunktet blevet lufthavnen i provinshovedstaden Kerman, 200 km og tre-fire timers livsfarlig kørsel væk. Det var også den eneste vej ud for de kvæstede fra Bam i de første par dage. Selv i går blev der kørt kvæstede børn, lagt i drop, til Kerman, hvorfra de blev fløjet til Teheran. I Kerman stod flyene i kø for at losse nødhjælp. Presset var så stort, at et fly fra København med Unicef-forsyninger i går eftermiddag måtte vente i Teheran, fordi der ikke var plads i Kerman. Fra Kerman til Bam kørte kolonne efter kolonne af lastbiler, proppet med nødhjælp. Lastbilerne kom ikke tomme tilbage til Kerman: Læs efter læs med bjærgede ejendele kom imod os: Familier på vej væk fra ruinbyen med de møbler og husgeråd, de kunne skrabe op fra brokkerne, stole, borde, madrasser, køkkengrej, selv fuglebure. Trafikken sneglede sig af sted gennem den flade, gråbrune ørkenagtige dal, der i gammel tid udgjorde en del af silkeruten til Kina - men der var ingen skinnede silke at få øje på i går. Selv om der dog var håndknyttede tæpper at se på nogle flyttelæs. Men det er langtfra alle, der har råd til at flygte fra katastrofen. I randen af Bams støvgrå ruindynger breder de hvide og mørkegrønne nødhjælpstelte sig, ofte mærket med den røde halvmåne, der betegner Røde Kors' søsterorganisation. Men mange må klare sig med mindre: De vandrer omkring med få ejendele i bylter på ryggen eller over bagagebæreren på en cykel. Om natten ligger familier tæt på fortovene, pakket ind i de tæpper, det er lykkedes at redde. Bålene flammede, for det er svært at holde varmen, når temperaturen falder til frysepunktet. Når solen kommer tilbage i dag, bliver der op mod 20 grader, og det er igen tid til at grave i ruindyngerne. Og nu skal det gå stærkt, for i takt med, at redningsarbejderne opgiver håbet om at finde overlevende, rykker militæret ind med større og større maskiner, som hurtigt kan rykke murbrokkerne af vejen og gøre klar til den lange og pinefulde genopbygning af en historisk by, der overlevede 2.000 år, men ikke det 21. århundrede.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.




























