Internationale redningsfolk har arbejdet sig gennem murbrokkerne hele morgenen i håbet om at finde overlevende fra fredagens jordskælv, der menes at have kostet mellem 10.000 og 25.000 personer livet i byen Bam på Silkevejen i det sydøstlige Iran. Den amerikanske præsident George W. Bush, der ellers har udråbt Iran til at være del af 'ondskabens akse', har på linje med andre statsledere verden over tilbudt hjælp til katastrofeindsatsen. »Vi er parat til at hjælpe Irans folk«, siger Bush. EU-landene, FN, Rusland, Kina, Japan og Tyrkiet er blandt de lande, der har tilbudt hjælp. Læger, medicin, redningsfolk og udstyr samt økonomisk hjælp er på vej til Iran. Iran beder om hjælp Den iranske præsident Khatami har erkendt, at landet ikke selv magter at løfte opgaven. Ifølge det iranske indenrigsministerium er næsten 70 procent af byens betonbygninger og lerklinede huse, hvoraf mange var i elendig stand, gået tabt, herunder byens historiske fæstning, der er over 2.000 år gammel. »Det er en national tragedie. Denne opgave er for stor til, at Iran kan løfte den alene«, sagde Irans præsident, Mohammad Khatami. Hjælp fra Israel uønsket Det statslige nyhedsbureau citerer indenrigsministeriet for at sige, at landet vil tage imod hjælp fra, hvem det skal være - bortset fra Israel. »Vi har brug for hjælp. Ellers vil det være lig og ikke sårede, vi trækker ud af ruinerne«, siger hærchefen i det sydøstlige Iran til iransk tv. Jævnet med jorden Langt de fleste af ofrene lå og sov, da jordskælvet kort før daggry i går ramte Bam. Op mod 50.000 personer er blevet kvæstet, oplyser den iranske sundhedsminister til det statslige nyhedsbureau. Ifølge øjenvidners beretninger til det britiske nyhedsbureau Reuters er byens kirkegårde overfyldt med fuldt påklædte lig, og stanken af død ligger tungt i byens gader. Mange landsbyer i området er totalt isoleret efter skælvet, og derfor kan tabstallene risikere at vokse sig langt større. Ifølge pressefolk i byen er der fortsat ingen tegn på, at redningsfolkene har overskud til at komme de anslået 120.000 personer, der bor i landsbyerne i omegnen af Bam, til undsætning. Og da Bams to hospitaler er blevet ødelagt, må patienterne indlægges på de allerede overfyldte felthospitaler eller flyves til storbyen Kerman, 200 kilometer væk. Frygt for sygdomsudbrud Internationalt Røde Kors råder redningsfolk og almindelige mennesker til at bruge handsker og ansigtsmasker. Hjælpeorganisationen frygter udbrud af epidemier.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























