Situationen efter det voldsomme jordskælv i Iran er langt værre end efter de voldsomme jordskælv, der ramte Tyrkiet i 1999 og Indien i 2001. Det siger formanden for Læger Uden Grænser i Danmark, Søren Brix Christensen. »Nogle af de læger, vi har på stedet, var også med efter jordskælvene i Indien og Tyrkiet, og de siger, at de aldrig har set noget lignende. Der er et massivt behov for hjælp«, siger Søren Brix Christensen til Ritzau. Frygt for over 30.000 ofre En talsmand for indenrigsministeriet har søndag eftermiddag oplyst, at 20.500 ofre for katastrofen er blevet begravet. Og lokalt frygtes det, at dødstallet vil passere 30.000. En talsmand for myndighederne i regionen oplyser, at nogle af landsbyerne i omegnen af Bam er helt udslettet og altså endnu værre ramt end provinsbyen. Særligt fokus på nyreskader Læger Uden Grænser var hurtigt fremme i katastrofeområdet og ankom kun få timer efter jordskælvet. Organisationen har i øjeblikket 19 internationale frivillige der arbejder sammen med hundrede af det lokale sundhedspersonale. Blandt de frivillige læger er tre nyrespecialister, der skal medvirke til at forebygge nyresvigt hos ofrene. Det er typisk en af de skader, der opstår hos personer, som i live reddes ud af ruinerne. »Vi har kunnet se fra tidligere jordskælv, at det ikke er nok at få folk ud af ruinerne, vi skal også have dem til at overleve bagefter. Mange af de overlevende fra ruinerne har massive muskelskader. Når de reddes ud, begynder de ødelagte musker at afgive skadelige proteinstoffer, som skal renses ud af kroppen. Det har nyrerne svært ved at filtrere, fordi deres filtreringssystem stopper til«, siger Søren Brix Christensen. Flere frivillige parat til at tage af sted Nyrespecialisterne er ankommet og i fuld gang med arbejdet efter at have sat nyrerensningsmaskiner og væsker op. Læger Uden Grænser er parat til at sende flere frivillige afsted til det katastroferamte område. Organisationen har endvidere sendet tusindvis af tæpper og medicinsk udstyr til området.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























