Egyptisk minister overfaldet i Jerusalem

Det var næppe den modtagelse, Egyptens udenrigsminister, Ahmed Maher, havde forestillet sig, at han skulle få, da han efter en hel dags møder med sine israelske værter begav sig til Al Aqsa-moskeen i Jerusalem for at bede på dette islams tredjehelligste sted. »Forræder«, »Hvorfor kommer du her på besat jord«, lød råbene blandet med det islamistiske kampråb 'Allahu Akbar' - Allah er den største - samtidig med at sko blev hvirvlet gennem luften. At vise en muslim sin fodsål er dybt fornærmende, at blive bombarderet med sko om muligt endnu mere. 'Jeg bliver kvalt' I moskeen var Maher omgivet af sine egyptiske sikkerhedsfolk, mens de israelske betjente, der havde fulgt ham hele dagen - af hensyn til stedets hellighed for muslimer - ventede udenfor. Da råbene lød fra moskeen, løb de israelske sikkerhedsstyrker ind for at redde Maher. »Jeg føler, jeg bliver kvalt«, hørte øjenvidner den stærkt chokerede Maher sige. Udenrigsministeren forlod ved egen kraft Tempelbjerget og blev fulgt til en ambulance nær Grædemuren. Pinligt for selvstyret Ahmed Maher blev bragt til Hadassah Hospital til observation. Tre timer senere rejste han som planlagt tilbage til Kairo. Optrinnet var dybt pinligt for det palæstinensiske selvstyre, der har de facto-kontrol over de muslimske hellige steder på Tempelbjerget og derfor burde have sørget for, at noget sådant ikke kunne ske. Den palæstinensiske minister Saeb Erekat fordømte angrebet i de stærkeste vendinger. Maher selv var fåmælt, da han forlod hospitalet: Maher nedtoner »Der var tale om en lille gruppe; nogen gør alt for meget ud af det«. Egyptens præsident havde blandt andet sendt sin udenrigsminister til Jerusalem for at lægge pres på regeringschef Ariel Sharon om hurtigst muligt at genoptage forhandlingerne med palæstinenserne. Egypten tager et skridt ad gangen, forklarede Maher blandt andet sin israelske udenrigskollega, Silvan Shalom. Samtidig pointerede han, at den egyptiske ambassadør, der blev trukket hjem ved intifadaens udbrud for tre år siden, ikke kommer tilbage, før der er fremskridt i fredsprocessen.