Pakistans præsident undslipper attentatforsøg

Indenfor 14 dage har den pakistanske præsident været udsat for to attentatforsøg. - Arkivfoto: AP
Indenfor 14 dage har den pakistanske præsident været udsat for to attentatforsøg. - Arkivfoto: AP
Lyt til artiklen

Pakistans præsident Pervez Musharraf overlevede det andet mordforsøg på mindre end to uger, da hans bilkortege blev angrebet af selvmordsbombere, som rev 12 andre personer med sig i døden. Ifølge officielle kilder kørte de to selvmordsbombebiler ud fra hver sin benzinstation kun 200 meter fra en bro på en hovedvej i byen Rawalpindi, hvor Musharraf undslap et bombeattentat 14. december. De kraftige eksplosioner spredte murbrokker og legemsdele over et stort område og beskadigede forruden på præsidentens pansrede Mercedes, men Musharraf slap uskadt, oplyste de officielle kilder. 14 dræbte og 18 kvæstede »Præsidenten og hans ledsagere er i god behold«, sagde generalmajor Shaukat Sultan. En anden officiel kilde oplyste, at Musharraf, som havde været på vej hjem, var »ved godt mod«. »Det var et mordforsøg«, sagde informationsminister Sheikh Rasheed Ahmed. »To selvmordsbombemænd i to biler forsøgte at ramme præsidentens bil. Gud reddede hans liv. Tre biler i kortegen, blandt andet præsidentens, blev beskadiget«. Indenrigsministerens talsmand Abdul Rauf Chaudary oplyste, at mindst 14 mennesker blev dræbt, de to attentatmænd medregnet, og 18 blev såret. Blandt de omkomne var en soldat og tre politibetjente. Også blandt de sårede var der politibetjente fra bilkortegen, og en åben Mercedes sidst i kortegen blev blæst hen ad gaden af eksplosionerne. Soldater og politi afskar området omkring den hovedvej, der forbinder Rawalpindi med hovedstaden Islamabad. Musharraf benytter dagligt den rute for at komme til og fra hovedstaden. Vrede islamister Sultan sagde endvidere, at det var for tidligt at afgøre, hvem der måtte stå bag angrebet. De pakistanske myndigheder mistænker militante islamister, som Musharraf har udpeget i sit bidrag til USA's antiterrorkrig, for at stå bag angrebet 14. december. Få dage senere sagde Musharraf, at det kunne være al-Qaeda, der stod bag, og at »skæbnen« havde beskyttet ham. Præsidenten har vakt de militante islamisters vrede ved at fjerne støtten til det tidligere Talebanstyre i Afghanistan, anholde hundredvis af medlemmer af Osama bin Ladens al-Qaeda-netværk, slå hårdt ned på nationale grupper og vise åbenhed over for en fredsaftale med ærkerivalen Indien. »Det kan være al-Qaeda, det kan være en intern faktor, eller både intern og ekstern«, sagde Sultan. Sidste år overlevede Musharraf også et mordattentat, som tre yderliggående islamister efterfølgende blev dømt for. Det seneste attentat fandt sted dagen efter, at præsidenten indgik en aftale med islamistiske modstandere om at gå af som øverste stabschef ved udgangen af 2004 for at løse en gammel strid, der har paralyseret parlamentet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her