Den internationale domstol i Haag afviste fredag at behandle en grænsestrid mellem Honduras og El Salvador med henvisning til, at den sag blev afgjort allerede i 1992. Dermed sætter domstolen omsider et endeligt punktum for en bitter uenighed om territorium, der i 1969 førte til den såkaldte fodboldkrig mellem El Salvador og Honduras. Fodboldkamp startede krig Krigen blev udløst, da Honduras besejrede El Salvador 1-0 i fodbold 8. juni 1969 i de indledende kampe før verdensmesterskaberne i Mexico i 1970. Returkampen blev spillet 15. juni, og her vandt El Salvador 3-0. Smædeord føg over grænsen fra begge sider, og 14. juli iværksatte El Salvador et angreb på naboen. Fodboldkrigen varede 100 timer, kostede 3.000 liv og 12.000 sårede. 50.000 mistede deres hjem, og hele landsbyer blev ødelagt, mens verden så til i dyb undren. Kun en indsats fra de øvrige latinamerikanske lande fik den absurde krig til at stoppe. Krig handlede om jord - ikke fodbold Forholdet mellem de to lande havde længe været anspændt, og i virkeligheden handlede krigen slet ikke om fodbold, men om jord. El Salvador er det tættestbefolkede land på den vestlige halvkugle, og 300.000 bønder var udvandret til det større og mindre folkerige Honduras af mangel på jord derhjemme. Den indvandring blev i mange år tolereret af Honduras, indtil de honduranske bønder begyndte at kræve en mere rimelig fordeling af den jord, som for størstedelens vedkommende var ejet af få store jordbesiddere. Regeringen, der bestod af jordejerne selv, lavede en jordreform, der mest omfattede de landområder, hvor de salvadoranske bønder havde slået sig ned, fordi jorden lå udyrket hen. Men da den ved jordreformen blev tildelt honduranske bønder, blev indvandrerne fra El Salvador tvunget tilbage over grænsen, hvad der truede med at skabe kaos i El Salvador. Krig endte uafgjort Ingen af parterne vandt krigen, men grænsestridighederne fortsatte om et bjergrigt terræn, og i 1986 besluttede parterne at indbringe sagen for den internationale domstol, som i 1992 fastsatte grænsen langs Goascoranfloden. El Salvador var stadig utilfreds og bad den internationale domstol om at træffe en ny afgørelse, hvad den altså afviste i går. El Salvador lovede at acceptere beslutningen. For resten blev det El Salvador, der kvalificerede sig til verdensmesterskaberne i Mexico, men landet røg hurtigt ud, da det tabte alle sine tre indledende kampe uden at score et eneste mål.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























