Fiasko for EU-forfatning kan splitte Europa

Der er dem, der vil grine, og dem, der vil græde - og i mange år fremover vil kloge hoveder slås om, hvorvidt lørdag 13. december 2003 ødelagde EU eller reddede Europa fra urealistiske luftkasteller. Til gengæld er ingen i tvivl om, at de højt besungne forhandlinger om en EU-forfatning endte i et hurtigt og brutalt sammenbrud, først og fremmest på grund af strid om stemmeregler og magtfordeling. Og at det europæiske samarbejde nu står i sin måske alvorligste krise nogensinde. Et historisk knæk En krise, der højst sandsynligt vil fremprovokere et historisk knæk mellem de mere eller mindre unionsivrige og chokstarte udviklingen mod et EU i flere hastigheder. »Dette er naturligvis ikke enden på et europæisk samarbejde, slet ikke«, sagde Frankrigs præsident, Jacques Chirac. Chirac: Pionérlande må gå i forvejen »Men det betyder, at vi nu alvorligt må overveje, hvordan nogle lande kan gå i front som pionerer. Udvidelsen var rigtig og nødvendig - men den betyder, at vi ikke længere alle deler samme kultur, samme sociale, politiske og økonomiske niveau. Derfor kan vi ikke bevæge os i samme hastighed«, sagde Chirac. Lederen af det største EU-land, Tysklands forbundskansler Gerhard Schröder, gav den franske præsident ret. »Så må de lande, der ønsker mere integration, overveje at gå den vej«, sagde kansleren, da sammenbruddet i det skelsættende forfatningstopmøde var en realitet. Seks lande i udbrud Det forlød lørdag aften fra blandt andre Luxembourgs regeringsleder, Jean-Claude Juncker, at det europæiske samarbejdes seks grundlæggende lande allerede er i gang med forhandlinger om at skabe en kerne, der går videre på egen hånd. »Det er ikke for at skabe 1.- og 2.-klasses europæere. Alle kan komme med senere, hvis de vil. Men det er den bedste måde, hvorpå vi kan komme hurtigt videre nu«, sagde Jacques Chirac. EU skulle have sin udvidelse, og EU skulle have den forfatning, der samler 50 års traktater og skaber både fælles værdier og de fælles regler, der skal tillade unionen at fungere i fremtiden. Blair: Der er brug for tid Udvidelsen fik vi - på topmødet i København for nøjagtig ét år siden. Men når 10 nye lande 1. maj næste år træder ind i unionen, så ligger der ingen europæisk forfatning og venter på det store EU. »Landene har brug for tid til at finde frem til en aftale, alle kan være tilfredse med«, sagde den britiske premierminister, Tony Blair. Topmødets ubestridte hovedperson, Polens regeringsleder Leszek Miller, som urokkeligt modsatte sig reformer af EU's beslutningsgange, forsøgte at gyde olie på vandene. »Det er godt, at vi nu får mere tid til at forklare vore befolkninger, hvad det her går ud på. Det er jo deres forfatning, når det kommer til stykket«, sagde han. Den udlægning af det kaotiske topmøde bliver meget svær at sluge for enhver, der har fulgt forhandlingerne. Det var nemlig ikke bare lidt skærmydsler om en traktat, der kørte fast. Uklare konsekvenser I realiteten var det næsten 10 års forberedelse af udvidelsen mod øst, 18 måneders demokratisk debat i det europæiske konvent og to en halv måneds regeringsforhandlinger, der løb ind i muren. De præcise konsekvenser er endnu uklare, og det kan vare længe, før chokket lægger sig. Men de færreste i det rystede topmødecenter var i aftes i tvivl om, at Den Europæiske Union i denne skæbneweekend fandt sin smertegrænse. Reformerne af samarbejdets meget tunge og svært forståelige systemer til beslutning er udskudt med et halvt eller et helt år - eller meget mere. Sveriges statsminister, Göran Persson, var blandt dem, der forudså en lang pause, som mindst vil udskyde nye forhandlinger til næste efterår, eller måske helt til 2005. Irerne, der overtager EU-formandskabet til nytår, regner ikke umiddelbart med et nyt forsøg på forfatningen. Forklaringerne vil være mange i den kommende tid. Og bortforklaringerne.