Strid om agentur løst på topmøde

Lyt til artiklen

Sig så ikke, at der ikke kom noget ud af weekendens EU-topmøde, hvor Europas forfatning faldt på gulvet med et brag. Midt under forhandlingerne lykkedes det på forunderlig vis det italienske EU-formandskab at få afgjort en to år lang strid - til sin egen fordel. Mad til Italien, kemi til Finland Striden handler om et EU-agentur - Fødevareagenturet - og hvor det skal ligge. Oprindelig havde EU-landene aftalt, at agenturet skulle placeres i Finland, men det nedlagde Italiens ministerpræsident, Silvio Berlusconi, veto mod under et topmøde for to år siden. Finnerne ved jo ingenting om mad, argumenterede han. Agenturet skal i stedet ligge i Parma i Italien, for der laver man parmaskinke. Og lørdag aften kunne EU-formand Berlusconi annoncere, at Fødevareagenturet vitterlig kommer til at ligge i Parma. Finland får i stedet et kemikalieagentur. Agenturer kastet i grams Faktisk endte topmødet som en hel agenturgavebod. Portugal fik et agentur for maritim sikkerhed. Frankrig et jernbanesikkerhedsagentur. I Køln i Tyskland får de et flysikkerhedsagentur og i Grækenland et grænsekontrolagentur. Svenskerne kan muntre sig med et agentur for smitsomme sygdomme, mens spanierne skal tage sig af et fiskeriagentur. Finsk surhed Hjemme i Finlands hovedstad, Helsinki, var der dog meget lidt tilfredshed med at vinke farvel til Fødevareagenturet til fordel for Kemikalieagenturet. Byen har gennem en årrække brugt mange penge og kræfter på at sikre sig Fødevareagenturet. »I dag ler man ad os. Jeg får konstant spørgsmål fra kolleger om, hvad vi egentlig er i gang med. Vi giver os uden kamp og ved ikke, om vi i virkeligheden får andet end rester«, siger Matti Kohva til Hufvudstadsbladet. Kohva, som nu er journalist, arbejdede i flere år som Helsinkis repræsentant i Bruxelles. Han anslår, at byen og Finlands regering tilsammen har brugt 170.000 euro - knap 1,3 millioner kroner - på at få Fødevareagenturet til Helsinki.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her