Der kan godt blive tale om et nyt valg til parlamentet eller blot præsidentposten i Georgien. Det siger den georgiske præsident Eduard Sjevardnadse, som lørdag blev tvunget ud af parlamentsbygningen, da vrede demonstranter stormede bygningen. Oppositionen har krævet præsidentens afgang og har siden lørdag eftermiddag holdt parlamentsbygningen besat. Søndag sagde præsident Sjevardnadse til journalister, at han nu er villig til at forhandle med oppositionen om nyvalg, men kun, hvis de forlader bygningen. »Alle emner kan diskuteres, også fremskyndelsen af et præsidentvalg eller en gentagelse af valget til parlamentet«, sagde Sjevardnadse. Men det er for sent at forhandle, siger oppositionsleder oppositionsleder Mikhail Saakasjvili ifølge nyhedsbureauet Reuters. Anklager om valgsnyd Georgien gik til valg den 2. november, men oppositionen fastholder, at der var valgsnyd. De to politiske blokke, der støtter præsident Eduard Sjevardnadse, blev erklæret som vindere af parlamentsvalget i den tidligere sovjetrepublik. OSCE havde 400 valgobservatører udstationeret på valgstederne, og de var chokerede over de fejl og uregelmæssigheder, som prægede valget. Ifølge den georgiske forfatning har Sjevardnadse endnu halvandet år tilbage af sin valgperiode som præsident. Oppositionen kræver imidlertid, at han trækker sig efter den påstående valgsvindel og de senere års tiltagende økonomiske og politiske problemer i Georgien. Hæren lover at støtte oppositionen 120 soldater fra Georgiens nationalgarde lovede søndag troskab til oppositionen i landet, siger en officer til den uafhængige tv-kanal Rustavi-2. »Vi har ikke ret til at gå imod folket, og vi har bestemt os for at gå sammen med dem«, siger en af soldaterne til nyhedsbureauet AFP. Tilslutningen fra militæret kommer, efter at oppositionen har opfordret demonstranterne til at tage kontrol med indenrigsministeriet og den statskontrollerede fjernsynskanal. »Dagen er dag er afgørende. Folket må tage magten«, siger oppositionsleder Mikhail Saakasjvili til de mange tilhængere, som søndag var samlet foran parlamentsbygningen i Tbilisi.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























