Adskillige politibiler, heriblandt en bil med retsmedicinsk udstyr, triller tirsdag morgen ind på The Neverland Ranch - popstjernen Michael Jacksons landsted i Californien. Ud af bilerne stiger omkring 70 politibetjente og efterforskere, bevæbnet med en ransagningskendelse og en arrestordre. Det 45-årige popikon er ikke hjemme, men hans eventyrhjem med forlystelsespark og zoologisk have bliver endevendt dagen igennem, og dusinvis af kasser bliver slæbt væk, inden ransagningen slutter omkring klokken 23. Anklager fra 12-årig Et nyt kapitel i historien om den excentriske popkonges fald er begyndt. Michael Jackson anklages for flere tilfælde af sexmisbrug af børn, og en domstol skal nu afgøre, om Jacksons tre børn skal fjernes fra deres far. Arrestordren på Michael Jackson blev - ifølge den amerikanske tv-station Court TV - udløst af anklager fra en 12-årig dreng, der opholdte sig på The Neverland Ranch for omkring tre måneder siden. Politiet i Californien holder detaljerne for sig selv, men oplyser, at arrestordren kommer som led i en 'igangværende efterforskning'. På et pressemøde, oplyste sheriffen for politiet i Santa Barbara County i Californien, Jim Anderson, at Michael Jackson vil blive sigtet for adskillige tilfælde af børnemishandling, og at han har fået en frist til at overgive sig til de californiske myndigheder og aflevere sit pas. Hvor lang fristen er, ville sheriffen dog ikke ud med. Michael Jackson i Las Vegas Michael Jackson befinder sig i Las Vegas, hvor han på tredje uge indspiller en musikvideo til sin nye single 'One More Chance', der er at finde på et nyt opsamlingsalbum. Et album der landede på hylderne i de amerikanske pladeforretninger, samtidig med at politi og efterforskere under stor mediebevågenhed gennemsøgte The Neverland Ranch i Californien. Det har sat gang i spekulationerne om baggrunden for ransagningen. I en pressemeddelelse går Michael Jackson til angreb på 'hoben af svindlere og snyltere'. »Den slags typer dukker altid op med en eller anden frygtelig beskyldning netop som et nyt projekt, en plade eller en video bliver offentliggjort«, hedder det i pressemeddelelsen. Sherif Jim Anderson afviser blankt, at tidspunktet for politiets aktion skulle have noget at gøre med pladeudgivelsen. Man har kendt anklagerne i ugevis, men bemandingen har blot været lav i politidistriktet - blandt andet på grund af de nyligt overståede halloweenfester, hævder Jim Anderson. Kautionen for popstjernen er blevet sat til tre millioner dollar (19 millioner kroner).
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























