Miami klar til topmøde

Lyt til artiklen

Miamis byråd vedtog i fredags en række skærpelser af politivedtægten rettet mod demonstrationer med deltagelse af flere end syv mennesker. De må for eksempel ikke medbringe sten, glasflasker, vandpistoler, sprøjtemaling, vandballoner eller håndjern, og stængerne til protestskiltene må ikke være tykkere end en kvart tomme, 6,4 millimeter. De nye vedtægter indeholder ikke et ord om topmødet i Miami, Florida, torsdag og fredag i denne uge, som arrangørerne håber vil føre til etableringen af ét stort frihandelsområde for hele den vestlige halvkugle - minus det kommunistiske Cuba. Det drejer sig om FTAA, Free Trade Area of the Americas, som opbygges efter skabelonen for NAFTA, frihandelsaftalen mellem USA, Canada og Mexico. Ministre fra 34 lande Men ud over handelsministre fra 34 lande, embedsmænd og forretningsfolk venter den eksilcubanske hovedstad også at få besøg af omkring 20.000 mennesker, som på forskellig vis vil protestere mod globaliseringen, mod »de riges og magtfuldes forsøg på at opnå verdensdominans«, som en af de antikapitalistiske grupper udtrykker det. Grupperne er mange, fra de etablerede fagforeninger over mere eller mindre specialiserede græsrodsorganisationer til anarkisterne, de autonome, som myndighederne frygter, og som politiet forventer vil forsøge at fremtvinge en gentagelse af gadekampene ved Verdenshandelsorganisationen WTO's møde i Seattle i 1999 og i Cancún i september i år. By med ambitioner Miami har en ekstra grund til at ville undgå uroligheder, for byen vil gerne være USA's port til Latinamerika og vært for FTAA's hovedsæde og sekretariat, når og hvis organisationen dannes. Det forudsætter, at mødet torsdag og fredag afvikles under fredelige omstændigheder. Forhandlingerne begynder i øvrigt i dag på embedsmandsniveau. Det bliver næppe tilfældet, hvis organisationer som the Anti-Capitalist Bloc of the Americas (ACBA) får held til at udfolde sig. På anarkisternes hjemmeside fører ACBA historien om frihandelsområdet tilbage til et møde i Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) i 1994 - i Miami: »I 1994 missede vi dem, så de kunne holde deres møder uforstyrret. 17. til 21. november vender forretningseliten tilbage til Miami for at følge op på det, de ikke blev færdige med - og vi vil tage imod dem. FTAA blev født i Miami, og den vil blive begravet i Miami.« Torsdag 20. november bliver ifølge ACBA dagen for direkte aktion, hvor alle, som modsætter sig »den kapitalistiske elites rovgriske politik vil finde sammen ikke blot for at udtrykke modstand mod FTAA, men for i direkte aktion at lukke konferencen«. De antikapitalistiske revolutionære vil benytte »alle nødvendige metoder og alle passende midler« for at gøre Miami til FTAA's dødsleje. De vil blive mødt, ikke af de omkring 1.000 deltagere i konferencen, men af 2.500 politifolk, som i de seneste uger har trænet gadekampe. Miamis politichef, John Timoney, som tidligere på året blev headhuntet til jobbet, har erfaring fra Philadelphia, som for tre år siden var vært for Det Republikanske Partis kongres. Cykelpatruljer »Vi er velforberedte og veltrænede. Men jeg garanterer for, at de vil finde på noget, vi ikke tidligere har set«, sagde Timoney forleden til Miami Herald. Belært af erfaringerne fra Philadelphia, da demonstranter satte ild til en snes politibiler, vil han indsætte cykelpatruljer, som kan sætte efter mistænkte uden at være til særlig fare for fredelige demonstranter. Kulissen for demonstrationerne mod mødet, som holdes på luksushotellet Intercontinental, bliver Miamis i forvejen ikke særlig interessante 'downtown', som i denne uge vil være forladt af mange, som normalt arbejder her. Mange forretninger og kontorer holder lukket eller flytter virksomheden til lokaler uden for det afspærrede område.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her