Italien i chok

Lyt til artiklen

Italien er i chok over selvmordsattentatet mod det italienske kontingent i Irak. Så snart den tragiske nyhed nåede Italien om morgenen, gik samtlige syv landsdækkende tv-kanaler i gang med at opdatere nationen om udviklingen og antallet af ofre. Navne blev læst op Den ene ekstraudsendelse fulgte den anden, og fra de første informationer, der satte dødstallet til seks, steg antallet af ofre støt time for time. Nyhedsudsendelserne offentliggjorde navnene på de omkomne, efterhånden som deres familier blev informeret. Begge kamre i parlamentet afbrød arbejdet tidligt på formiddagen, og der blev holdt et minuts stilhed efterfulgt af spage klapsalver. »Dette er en lidelsens og smertens stund for nationen«, sagde formanden for deputeretkammeret, Pier Ferdinando Casini, før han afbrød dagens møde. Taler til nationen Republikkens præsident, Carlo Azeglio Ciampi, der var på vej til USA for at møde repræsentanter for den amerikanske regering, nåede inden sin afrejse at tale til nationen. »Min første tanke går til ofrenes familier, jeg deltager i deres smerte«, sagde en tydeligt rystet Carlo Azeglio Ciampi og udtrykte sin »dybe sorg« over ulykken. Regeringsleder Silvio Berlusconi sagde på et hasteindkaldt pressemøde, at Italien ikke bøjer sig for »truslerne«, men forbliver »fast besluttet på at hjælpe Irak på vejen mod fred og demokrati«. Pave Johannes Paul II kaldte angrebet for »nederdrægtigt«. Også oppositionen udtrykte sorg og solidaritet med Carabinierekorpset, som blev hårdest ramt med tabet af 11 mænd, mens den italienske hær mistede tre soldater ifølge en foreløbig opgørelse. Dele af oppositionen krævede det italienske kontingent på 2.700 soldater og politisoldater hjemkaldt øjeblikkeligt fra Irak, men intet tyder på, at kravet vil blive opfyldt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her